Bibelen online
Sefanias' Bog Kapitel 1
Herrens ord, som kom til Sefanias, søn af Kushi, søn af Gedalja, søn af Amarja, søn af Hizkija, dengang Josija, Amons søn, var konge i Juda.
Dommen over Juda og Jerusalem
Jeg udrydder alt fra jordens overflade,
siger Herren.
Jeg udrydder mennesker og dyr,
jeg udrydder himlens fugle og havets fisk,
alt det, som bragte de ugudelige til fald.
Jeg udsletter menneskene fra jordens overflade,
siger Herren.
Jeg løfter min hånd mod Juda
og mod alle Jerusalems indbyggere.
Fra dette sted udrydder jeg Ba'al til sidste rest
og afgudspræsternes navne tillige med præsterne
og dem, som på tagene
tilbeder himlens hær,
dem, som sværger ved Herren,
men også sværger ved deres konge,
dem, som vender Herren ryggen,
som ikke søger Herren
og ikke spørger ham om råd.
Herrens dag
Vær stille for Gud Herren,
Herrens dag er nær!
Herren har beredt et slagtoffer,
han har helliget dem, han har indbudt.
På Herrens offerdag
vil jeg straffe stormændene
og kongesønnerne
og alle, som er iført
fremmed dragt.
På den dag vil jeg straffe
alle, der springer over tærskelen,
og som fylder deres Herres hus
med vold og svig.
På den dag, siger Herren,
skal der lyde skrig fra Fiskeporten,
jamren fra den nye bydel,
ulykkesskrig fra højene.
De, der bor i Maktesh, skal jamre,
for hele kræmmerfolket udslettes,
alle, der tæller penge op, skal udryddes.
Til den tid gennemsøger jeg Jerusalem med lygter,
og jeg straffer de mænd,
der slår sig til ro i deres vinrus
og siger ved sig selv:
»Herren gør hverken godt eller ondt.«
Deres rigdom bliver plyndret,
deres huse lægges øde.
De skal bygge huse,
men ikke selv bo i dem;
de skal plante vingårde,
men ikke selv drikke vinen.
Herrens store dag er nær,
den er nær og kommer hurtigt!
Hør heltens kampråb
på Herrens bitre dag!
En vredens dag er denne dag,
en dag med nød og trængsel,
en dag med ødelæggelse og undergang,
en dag med mulm og mørke,
en dag med skylag og mørke skyer,
en dag med hornklang og krigsråb
mod de befæstede byer
og mod de høje hjørnetårne.
Jeg sender trængsler over menneskene,
så de går omkring som blinde,
fordi de syndede mod Herren.
Deres blod hældes ud som snavs,
deres kroppe som skarn.
Deres sølv og guld
kan ikke redde dem
på Herrens vredes dag.
I hans lidenskabs ild skal hele jorden fortæres.
For han bringer tilintetgørelse og rædsel
over alle jordens beboere.