Bibelen online

Paulus' Brev til Romerne Kapitel 9

Gud og Israel

Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.

Dog ikke sådan at forstå, at Guds ord er slået fejl. Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn – det hedder jo: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.« Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere. For det var et løfte, han fik: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage, og så har Sara en søn.« Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste.« Der står jo skrevet: »Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.«

Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.

Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod? Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan? Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug? Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse, og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed? Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger – som det hedder hos Hoseas:

Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,

og kalde Ikke-Elsket Elsket;

og dér, hvor det lød til dem:

I er ikke mit folk,

dér skal de kaldes

den levende Guds børn.

Men om Israel råber Esajas: »Selv om Israels børn er talrige som havets sand, skal kun en rest frelses; for Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden.« Som Esajas også forud har sagt:

Havde ikke Hærskarers Herre

levnet os efterkommere,

var vi blevet som Sodoma

og havde lignet Gomorra.

Hvad skal vi så sige? Jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, som der står skrevet:

Se, i Zion lægger jeg en anstødssten,

en klippe til at snuble over.

Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.