Bibelen online

Paulus' Brev til Romerne Kapitel 15

Kristi eksempel

Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv. Vi skal hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv, men som der står skrevet: »Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.« Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader!

Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. Hvad jeg siger, er, at Kristus er blevet tjener for de omskårne for at vise, at Gud har talt sandt, og for at stadfæste løfterne til fædrene, men hedningerne skal lovprise Gud for hans barmhjertighed – som der står skrevet:

Derfor vil jeg prise dig blandt folkene,

jeg vil lovsynge dit navn.

Igen hedder det:

Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk!

Og igen:

Lovpris Herren, alle folkeslag!

Lovsyng ham, alle folk!

Og igen siger Esajas:

Isajs rodskud skal komme,

han, som rejser sig for at herske over folkeslagene;

på ham skal folkene håbe.

Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!

Paulus' rejseplaner

Mine brødre, jeg tvivler ikke på, at I er fulde af godhed og fornøden indsigt, så I også kan vejlede hinanden. Alligevel har jeg, til dels ret dristigt, skrevet til jer for at påminde jer i kraft af den nåde, som Gud har givet mig: at være Kristi Jesu tjener blandt folkeslagene, præst for Guds evangelium, så at folkeslagene kan blive et kærkomment offer, helliget ved Helligånden. Derfor kan jeg have min stolthed i Kristus Jesus over for Gud. For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort gennem mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning, ved kraften i tegn og undere, ved Guds ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien. Blot har jeg sat en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt, for ikke at bygge, hvor andre har lagt grunden, men – som der står skrevet –

de, som ikke har fået fortalt om ham, skal se,

og de, som ikke har hørt, skal indse.

Det er også grunden til, at jeg gang på gang er blevet forhindret i at komme til jer; men nu, da jeg ikke længere har noget virkefelt under disse himmelstrøg og i flere år har længtes efter at besøge jer, vil jeg gøre det, når jeg rejser til Spanien. Jeg håber nemlig at få jer at se på gennemrejse og blive hjulpet videre derhen af jer, når jeg først i nogen måde har fået stillet min længsel efter jer. Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige. Makedonien og Akaja har nemlig besluttet, at de vil samle ind til en fællesgave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. De har besluttet det, og de står også i gæld til dem; for når de som hedninger har fået del i deres åndelige goder, skylder de også at hjælpe dem med materielle goder. Når jeg så har fuldført det og sikret dem denne høst, vil jeg rejse til Spanien og besøge jer på vejen. Og jeg ved, at når jeg kommer, vil jeg komme med Kristi velsignelse i hele dens fylde.

Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed, til at kæmpe sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud, for at jeg kan reddes fra dem i Judæa, der vægrer sig ved at tro, og for at den hjælp, jeg har med til Jerusalem, kan blive vel modtaget af de hellige. Så kan jeg, om Gud vil, komme til jer med glæde og finde ro hos jer. Fredens Gud være med jer alle! Amen.