Bibelen online
Prædikerens Bog Kapitel 2
Rigdommens utilstrækkelighed
Jeg tænkte: Lad mig prøve at nyde glæden og lykken! Men også det var tomhed! Om lystigheden måtte jeg sige: »Den er tåbelig!« og om glæden: »Hvad fører den til?«
Jeg traf den beslutning at styrke mig med vin – dog sådan at min forstand styrede mig med visdom – og at slå mig på dårskab for at se, om dette er den lykke, som menneskene kan opnå under himlen i deres korte liv.
Jeg satte store ting i gang: Jeg byggede mig huse og plantede vingårde; jeg anlagde haver og parker og plantede alle slags frugttræer i dem; jeg anlagde damme til at vande den spirende skov. Jeg købte trælle og trælkvinder, og jeg fik hustrælle; jeg fik også mange køer og får, flere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem. Jeg samlede også sølv og guld, kongers og landes rigdomme; jeg anskaffede mig sangere og sangerinder og mænds vellyst, kvinder i mængde.
Jeg blev mægtig og nåede længere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem, og min visdom havde jeg i behold! Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid.
Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen.
Vismand og tåbe får samme skæbne
Så vendte jeg blikket mod visdom og mod dumhed og dårskab. – Hvad kan det menneske gøre, som følger efter kongen? Det samme, som man allerede har gjort. – Jeg så, at visdommen har et fortrin frem for dårskaben, ligesom lyset har et fortrin frem for mørket:
Den vise har øjne i hovedet,
tåben vandrer i mørket.
Men jeg måtte også erkende, at én og samme skæbne rammer dem begge. Da tænkte jeg: Når tåbens skæbne også rammer mig, til hvad nytte er jeg da så overvældende vís? Jeg tænkte, at også det er tomhed. Man husker hverken den vise eller tåben, for inden længe vil alt være glemt. Ak, både den vise og tåben må dø! Så kom jeg til at hade livet; for mig var det, der sker under solen, ulykkeligt. Alt er jo tomhed og jagen efter vind! Jeg kom til at hade alt det, jeg har slidt med under solen, fordi jeg skal efterlade det til det menneske, som kommer efter mig; måske er det en vís, måske en dåre. Og han skal herske over alt det, jeg med visdom har slidt med under solen! Også det er tomhed! Det bragte mig til at fortvivle over alt det, jeg har slidt med under solen. For et menneske kan have slidt med visdom og kundskab og dygtighed, men må give det hele i arv til et menneske, som ikke har slidt med det. Også det er tomhed og et stort onde! Hvad har et menneske ud af det, han med flid har slidt med under solen? Alle hans dage har været smerte og kvalfuld plage; end ikke om natten fandt hans hjerte ro. Også det er tomhed!
Alt kommer fra Gud
Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Men jeg så også, at det kommer fra Gud; hvem kan spise, og hvem kan nyde livet, uden at han giver lov? Det menneske, han finder godt, giver han visdom og kundskab og glæde; men synderen giver han den plage at samle og hobe op for så at skulle give det til en, som Gud finder god. Også det er tomhed og jagen efter vind!
