Bibelen online
Prædikerens Bog Kapitel 1
Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem.
Alt er tomhed
Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
endeløs tomhed,
alt er tomhed.
Intet nyt under solen
Hvad udbytte har et menneske af alt,
hvad det slider med under solen?
Slægter går, slægter kommer,
og jorden er bestandig den samme.
Solen står op, og solen går ned,
den skynder sig hjem,
og dér står den op.
Vinden blæser mod syd,
den drejer og går mod nord,
den drejer og drejer,
og vinden bliver ved at dreje.
Alle bække løber ud i havet,
og havet bliver ikke fuldt;
dér, hvor bækkene løber ud,
bliver de ved at løbe ud.
Alt, hvad der bliver sagt, udmatter,
ingen bliver færdig med at tale,
øjet mættes ikke af at se,
øret fyldes ikke af at høre.
Det, der var, er det samme som det, der kommer,
det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
der er intet nyt under solen.
Hvis nogen siger:
»Se, her er noget nyt!«
så har det, vi har for øje,
allerede været for længst.
De tidligere ting huskes ikke,
og de fremtidige, som vil ske,
bliver heller ikke husket
af dem, som følger efter.
Visdommens utilstrækkelighed
Jeg, Prædikeren, var konge i Jerusalem over Israel, og jeg havde til hensigt med visdom at undersøge og udforske alt det, der sker under himlen. Men det er en ulykkelig plage, Gud har givet menneskene at plage sig med! Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind.
Det krumme kan ikke gøres lige,
det, der mangler, kan ikke tælles med.
Jeg sagde ved mig selv: Jeg er nået højere og længere i visdom end nogen af dem, der regerede over Jerusalem før mig, og jeg har opnået stor visdom og kundskab. Jeg havde til hensigt at forstå visdom og kundskab, dumhed og dårskab. Jeg måtte erkende, at også det var jagen efter vind, for
jo større visdom, des større kval,
den, der øger sin kundskab, øger sin smerte.
