Bibelen online
Prædikerens Bog Kapitel 12
Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!« før solen, lyset, månen og stjernerne formørkes, og skyerne kommer igen efter regnen.
Den dag, da husets vogtere ryster,
da de stærke mænd bliver krumbøjede,
da kvinderne ved kværnen må standse, fordi de er for få,
da det mørkner for dem, der kigger ud ad vinduerne,
da dørene til gaden lukkes,
lyden fra kværnen dør hen,
og man vågner, når fuglene kvidrer,
alle sangens døtre bliver stille;
man ængstes for bakkerne
og for farerne på vejen;
da mandeltræet blomstrer,
græshoppen slæber sig af sted,
og kapersfrugten brister,
da mennesket går til sin evige bolig,
og sørgetoget går gennem gaderne;
før sølvsnoren brister
og guldskålen revner,
før krukken knuses ved kilden
og hjulet bryder sammen og falder i brønden,
før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var,
og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.
Alt er tomhed
Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
alt er tomhed!
Frygt Gud
Ud over det var Prædikeren vís, altid lærte han folket kundskab. Han overvejede og forskede, han dannede mange ordsprog. Prædikeren stræbte efter at finde rammende ord og redeligt at skrive sande ord. De vises ord er som pigge, og som søm er de sat i tætte rækker, de er formet af én hyrde.
Men ud over det: Min søn, lad dig advare! Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.
