Bibelen online
Ordsprogenes Bog Kapitel 3
Min søn, glem ikke min belæring,
lad dit hjerte holde mine bud;
for et langt liv og mange leveår
og stor lykke giver de dig.
Lad ikke troskab og sandhed slippe dig af hænde,
bind dem om din hals,
skriv dem på dit hjertes tavle;
så vinder du yndest og klogskab
i Guds og menneskers øjne.
Stol på Herren af hele dit hjerte,
og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje,
så vil han jævne dine stier.
Vær ikke vís i egne øjne!
Frygt Herren, og hold dig fra det onde;
det skal være lægedom for dit legeme,
en styrkende drik for din krop.
Du skal ære Herren med din rigdom,
med det første af al din afgrøde;
så fyldes dine forrådskamre til overflod,
dine persekar løber over med vin.
Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse,
afsky ikke hans retledning;
for Herren irettesætter den, han elsker,
som en far den søn, han holder af.
Lykkeligt det menneske, der har vundet visdom,
det menneske, der opnår forstandighed,
for det er bedre at erhverve den end sølv,
og den giver større udbytte end guld;
den er mere kostbar end perler,
af dine skatte kan ingen måle sig med den.
I dens højre hånd er et langt liv,
i dens venstre er rigdom og ære;
dens veje er dejlige veje,
alle dens stier fører til lykken.
Den er livets træ for dem, der griber den,
de, der holder fast ved den, prises lykkelige.
Herren grundlagde jorden med visdom
og grundfæstede himlen med indsigt;
ved hans kundskab vældede strømmene frem,
og skyerne dryppede med dug.
Min søn, bevar fornuft og omtanke,
lad dem ikke vige fra dine øjne;
de skal blive til liv for dig
og være et yndigt smykke om din hals.
Da går du trygt ad din vej
og støder ikke din fod.
Når du lægger dig, kan du gøre det uden frygt,
når du har lagt dig, sover du godt.
Frygt ikke den pludselige rædsel,
det uvejr, der kommer over ugudelige,
men sæt din lid til Herren,
han skal vogte din fod for fælden.
Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for
det,
når det står i din magt at yde det.
Sig ikke til din næste: »Gå, og kom igen i morgen,
så vil jeg give dig det«,
hvis du har det, han beder om.
Udtænk ikke ondt mod din næste,
han bor trygt hos dig.
Anklag ikke et menneske uden grund,
når han ikke har gjort dig noget ondt.
Vær ikke misundelig på en voldsmand,
og vælg aldrig hans veje.
For Herren afskyr den, der kommer på afveje,
men med retskafne har han fællesskab.
Herrens forbandelse hviler over den uretfærdiges hus,
men han velsigner retfærdiges bolig.
Med spottere driver han spot,
men ydmyge viser han velvilje.
De vise får ære i eje,
tåberne sætter skammen i højsædet.