Bibelen online
Ordsprogenes Bog Kapitel 14
Visdommen bygger sit hus,
dumheden river det ned med egne hænder.
Den, der lever retskaffent, frygter Herren,
men den, der kommer på afveje, ringeagter ham.
I den dummes mund er spiren til hovmod,
de vise beskyttes af deres læber.
Når der ikke er okser, er der korn i krybben,
udbyttet øges ved tyrens kraft.
Et troværdigt vidne lyver ikke,
et falsk vidne udspreder løgne.
Søger en spotter visdom, finder han ingen,
men den forstandige kommer let til kundskab.
Fjern dig fra en tåbelig mand,
men afvis ikke kyndig tale!
Det er den kløgtiges visdom at give agt på sin færd,
tåbernes dumhed bedrager.
Dumme lader hånt om skyld,
retskafne nyder Herrens velbehag.
Et hjerte kender sin egen bitterhed,
andre blander sig ikke i dets glæde.
Uretfærdiges hus tilintetgøres,
retskafnes telt blomstrer.
En vej kan forekomme en mand rigtig
og dog ende med at føre til døden.
Selv under latter kan et hjerte lide,
og glæden kan ende med bekymring.
Den frafaldne får igen for sin færd,
den gode mand for sine gerninger.
Den uerfarne stoler på hvad som helst,
den kløgtige giver agt på sine skridt.
Den vise frygter og holder sig fra det onde,
tåben kaster sig ud i det og føler sig tryg.
Den hidsige bærer sig dumt ad,
den rænkefulde lægges for had.
Uerfarne får dumhed i eje,
kløgtige smykker sig med kundskab.
Onde må bøje sig for gode,
uretfærdige må stå uden for retfærdiges porte.
Endog af sin næste lægges den fattige for had,
men den rige har mange venner.
Den, der ringeagter sin næste, er en synder,
lykkelig den, der forbarmer sig over hjælpeløse.
Farer de, der udtænker ondt, ikke vild?
Lever de, der udtænker godt, ikke i troskab og sandhed?
Alt slid giver gevinst,
ord alene fører til mangel.
De vises krone er deres rigdom,
tåbernes dumhed er og bliver dumhed!
Et sanddru vidne redder liv,
den, der udspreder løgne, bedrager.
Når man frygter Herren, lever man i fuld tryghed,
og for børnene er det en tilflugt.
At frygte Herren er en kilde til liv
for den, der vil undgå dødens snarer.
At folket er stort, er kongens herlighed,
at være uden et folk er fyrstens undergang.
Den, der er sen til vrede, er meget forstandig,
den, der mister tålmodigheden, sætter dumheden i højsædet.
Besindighed er liv for legemet,
misundelse er edder i knoglerne.
Den, der undertrykker den svage, håner hans skaber,
den, der forbarmer sig over den fattige, ærer hans skaber.
Ved sin ondskab bringes den uretfærdige til fald,
den retfærdige sætter sin lid til hans død.
Visdom bor i forstandiges hjerte,
i tåbers indre er den ukendt.
Retfærdighed ophøjer et folk,
synd er en modbydelighed blandt folkeslag.
En klog tjener vækker velvilje hos kongen,
en, der gør ham skam, rammes af hans vrede.
