Bibelen online
Mikas Bog Kapitel 5
Fredsfyrsten fra Betlehem
Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem,
indtil den fødende kvinde har født,
og resten af hans brødre
vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,
i Herren sin Guds navns storhed;
de skal bo trygt,
for hans magt når til jordens ender.
Han skal være fredens herre.
Når assyrerne går ind i vort land,
når de tramper ind i vore borge,
stiller vi imod dem syv hyrder,
ja, otte menneskefyrster;
de skal vogte Assyrien med sværdet,
Nimrods land med dolken.
Han redder os fra assyrerne,
når de går ind i vort land,
når de tramper ind over vore grænser.
Da skal Jakobs rest
blandt talrige folkeslag
være som duggen fra Herren,
som regnen på planterne;
den sætter ikke sin lid til mænd
og venter ikke på mennesker.
Da skal Jakobs rest blandt folkene,
blandt talrige folkeslag,
være som løven blandt skovens dyr,
som ungløven blandt fåreflokke;
den går på rov og slår et dyr ned,
den sønderriver, og ingen kan redde det.
Løft din hånd mod dine fjender,
så alle dine modstandere tilintetgøres.
Dommen over de ulydige
På den dag,
siger Herren,
tilintetgør jeg de heste, du har,
og ødelægger dine vogne.
Jeg tilintetgør byerne i dit land
og jævner alle dine fæstninger med jorden.
Jeg tilintetgør dem, der bruger magi,
og troldmænd skal du ikke længere have.
Jeg tilintetgør de gudebilleder
og de stenstøtter, du har.
Du skal ikke længere tilbede
dine hænders værk.
Jeg rykker dine Ashera-pæle op
og ødelægger dine byer.
I vrede og harme tager jeg hævn
over de folk, som ikke vil høre!