Bibelen online

Mikas Bog Kapitel 1

Herrens ord om Samaria og Jerusalem, som Mika fra Moreshet modtog i et syn, dengang Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda.

Dommen over Samaria og Jerusalem

Hør, alle folkeslag!

Lyt, jord, med alt, hvad du rummer!

Fra sit hellige tempel

vil Gud Herren vidne imod jer.

For nu går Herren ud af sin bolig,

han stiger ned og går hen over jordens høje,

bjerge smelter under ham,

dale åbner sig,

som voks for ilden,

som vandfald ned over skrænten.

Alt dette sker på grund af Jakobs overtrædelser,

på grund af Israels hus' synder.

Hvad er Jakobs overtrædelse?

Det er Samaria!

Hvad er Judas offerhøje?

Det er Jerusalem!

Derfor gør jeg Samaria

til en ruin på marken,

til et sted, hvor man planter vin;

jeg styrter dens sten ned i dalen

og blotter dens grundmure.

Alle dens gudebilleder skal knuses,

alle dens skøgegaver brændes op,

og alle dens gudestøtter ødelægger jeg.

For den har samlet dem som skøgeløn,

og som skøgeløn skal de bruges igen.

Derfor vil jeg klage og jamre,

barfodet og nøgen vil jeg gå,

jeg holder klage som en sjakal,

holder sorg som en struds.

For Samarias sår kan ikke læges,

det breder sig til Juda;

det når til mit folks port,

til Jerusalem.

Fortæl det ikke i Gat!

Græd ikke!

I Bet-le-Afra,

skal I vælte jer i støvet.

Drag bort, I, der bor i Shafir,

nøgne og ydmygede;

Sa'anans indbyggere

slipper ikke ud,

Bet-ha-Esels klage

tager fodfæstet fra jer.

Hvordan kan Marots indbyggere

håbe på lykke,

når ulykken fra Herren

kommer ned til Jerusalems port?

Indbyggerne i Lakish

spænder heste for vognene,

– det er Zions datters første synd,

for hos jer findes Israels overtrædelser –

derfor giver I skilsmisse

til Moreshet-Gat.

Husene i Akzib er som en bæk uden vand

for Israels konger.

Atter fører jeg arvingen til jer,

I, som bor i Maresha,

Israels herlighed

kommer til Adullam.

Klip dig skaldet i sorg

over dine elskede børn;

klip dig så skaldet som en grib,

for de føres bort fra dig.

Krydshenvisning:

Jer 26,18

Es 1,1

Hos 1,1

Krydshenvisning:

Es 1,2

Krydshenvisning:

Am 4,13

Krydshenvisning:

Am 9,5

Judit 16,15

Krydshenvisning:

Jer 23,13-14

Krydshenvisning:

1 Kong 16,24

Hos 14,1

Krydshenvisning:

Hos 2,7 2,14

Note:

På hebraisk er der ordspil på stednavnene; men de er ikke helt gennemskuelige.

Krydshenvisning:

2 Sam 1,20

Krydshenvisning:

Am 3,6

BabyBibelen

Syv bibelhistorier fortalt og tegnet for de allermindste
baby
199,95

Forfatter: Mathias Anker Kure
Illustrator: Marieke ten Berge
Sidetal: 48 sider
Indbinding: papbog
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-331-2
Mål: 21 x 21 cm.