Bibelen online
Markusevangeliet Kapitel 6
Jesus i Nazaret
Så tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?« Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.« Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.
Udsendelsen af de tolv
Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. Og han sagde til dem: »Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.« Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.
Johannes Døbers død
Kong Herodes hørte om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: »Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.« Men andre sagde: »Det er Elias,« og andre igen sagde: »Det er en profet ligesom en af de gamle profeter.« Da Herodes hørte det, sagde han: »Den Johannes, jeg har halshugget, han er stået op!«
Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lægge i lænker og fængsle på grund af Herodias, sin bror Filips hustru, fordi Herodes havde giftet sig med hende; for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have din brors hustru.« Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke. For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.
Men så kom der en lejlighed, da Herodes på sin fødselsdag holdt fest for sine hoffolk og hærførerne og de fornemme i Galilæa. Da kom Herodias' datter ind og dansede, og hun betog Herodes og hans gæster. Kongen sagde til pigen: »Bed mig om, lige hvad du vil, og jeg vil give dig det!« Og med ed lovede han hende alt muligt: »Lige meget hvad du beder mig om, vil jeg give dig, om det så er halvdelen af mit kongerige.« Men hun gik ud og spurgte sin mor: »Hvad skal jeg bede om?« Hun svarede: »Johannes Døbers hoved!« Og så skyndte hun sig ind til kongen og bad ham: »Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.« Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende. Så sendte kongen straks bødlen af sted med ordre om at bringe Johannes' hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængslet, og han bragte hans hoved på et fad og gav det til pigen, og hun gav det til sin mor. Men da hans disciple hørte om det, kom de og hentede liget og lagde det i en grav.
Bespisningen af de fem tusind
Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.
Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.
Da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send dem bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.« Men han svarede dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde så til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?« Men han sagde til dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, sagde de: »Fem, og så to fisk.« Så sagde han, at de skulle få alle til at sætte sig ned gruppevis i det grønne græs. Og de slog sig ned i klynger, nogle på hundrede, andre på halvtreds. Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle. Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde. Det var fem tusind mænd, der havde spist.
Vandringen på søen
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv sendte skaren bort. Og da han havde taget afsked med dem, gik han op på bjerget for at bede. Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land. Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem. Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op; for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv. De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.
Helbredelser ved Genesaret
Og da de var kommet over søen, nåede de land ved Genesaret og lagde til dér. Og da de kom op fra båden, genkendte folk ham straks og skyndte sig rundt i hele egnen og begyndte at bære de syge på bårer hen, hvor de hørte han var. Og hvor han end kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på torvet, og de bad ham om at måtte røre bare ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst.
