Bibelen online
Markusevangeliet Kapitel 3
Helbredelsen af manden med den visne hånd
Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.
Store folkeskarer og mange helbredelser
Jesus trak sig tilbage til søen sammen med sine disciple, og en stor mængde mennesker fra Galilæa fulgte med. Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde. Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes klar til ham på grund af skaren, for at de ikke skulle mase ham. Han helbredte nemlig mange, så alle de, der var syge, kastede sig over ham for at røre ved ham. Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: »Du er Guds søn!« Men han pålagde dem meget strengt, at de ikke måtte røbe ham.
Valget af de tolv
Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham. Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner. Han valgte de tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter, og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«, og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og Thaddæus og Simon Kananæer og Judas Iskariot, ham, som forrådte ham.
Jesus og Beelzebul og bespottelse mod Helligånden
Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise. Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.
Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.« Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan? Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå. Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå. Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham. Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.
Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«
Jesu sande slægtninge
Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.« Men han svarede dem: »Hvem er min mor og mine brødre?« Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.«
