Bibelen online
Lukasevangeliet Kapitel 20
Spørgsmålet om Jesu myndighed
Og det skete en af de dage, da han underviste folket på tempelpladsen og forkyndte evangeliet, at ypperstepræsterne og de skriftkloge sammen med de ældste kom hen til ham og spurgte: »Sig os, med hvilken ret gør du dette, eller hvem er det, der har givet dig ret til det?« Han svarede dem: »Jeg vil også spørge jer om noget. Sig mig: Johannes' dåb, var den fra himlen eller fra mennesker?« De drøftede det med hinanden: »Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge: Hvorfor troede I ham da ikke? Men hvis vi siger: Fra mennesker! vil hele folket stene os, for de er overbevist om, at Johannes var en profet.« Og de svarede, at de ikke vidste, hvorfra den var. Da sagde Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.«
Lignelsen om de onde vinbønder
Og han fortalte folket denne lignelse: »En mand plantede en vingård og forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands i længere tid. Da tiden var inde, sendte han en af sine folk til vinbønderne, så de kunne aflevere en del af vingårdens høst til ham. Men vinbønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort. Han sendte så en anden af sine folk; også ham sendte de tomhændet bort, da de havde pryglet og vanæret ham. Derpå sendte han en tredje, men også ham slog de til blods og smed ham ud. Så tænkte vingårdens ejer: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min elskede søn. De vil sikkert undse sig for ham. Men da vinbønderne så ham, talte de med hinanden og sagde: Det er arvingen. Lad os slå ham ihjel, så arven bliver vores. Og de smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Hvad vil nu vingårdens ejer gøre ved dem? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.« Da de hørte det, sagde de: »Det må aldrig ske.« Men Jesus så på dem og sagde: »Hvad betyder så det, der står skrevet:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten?
Enhver, som falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Så søgte de skriftkloge og ypperstepræsterne at lægge hånd på ham med det samme, men de frygtede for folket; for de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse.
Spørgsmålet om skat til kejseren
Og de holdt øje med Jesus og sendte nogle, der foregav at være ærlige folk, men skulle udspionere ham for at fange ham i hans ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og i statholderens magt. De spurgte ham: »Mester, vi ved, at det, du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres list og sagde til dem: »Vis mig en denar! Hvis billede og indskrift bærer den?« »Kejserens,« svarede de. Han sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« De var ikke i stand til i folkets påhør at fange ham i hans ord, og de undrede sig over hans svar og tav.
Spørgsmålet om opstandelsen
Der kom nogle af saddukæerne, som jo hævder, at der ikke er nogen opstandelse; de spurgte ham: »Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand har en gift bror, som dør barnløs, så skal han gifte sig med hans hustru og skaffe sin bror afkom. Nu var der syv brødre. Den første giftede sig, men døde barnløs. Så giftede den anden og derefter den tredje sig med enken, og sådan døde alle syv uden at efterlade sig børn. Til sidst døde også kvinden. Hvem af dem skal så være gift med kvinden i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.« Jesus svarede dem: »Denne verdens børn gifter sig og giftes bort, men de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort. De kan jo ikke mere dø, for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn. Og at de døde opstår, har også Moses tilkendegivet i stykket om tornebusken, når han kalder Herren for ›Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹. Han er ikke Gud for døde, men for levende, thi for ham er alle levende.« Nogle af de skriftkloge sagde: »Mester, du svarede rigtigt.« De turde nemlig ikke længere spørge ham om noget.
Davids søn eller Davids herre
Han spurgte dem: »Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids søn? David siger jo selv i Salmernes Bog:
Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!
David kalder ham altså herre, hvordan kan han så være hans søn?«
Advarsel mod de skriftkloge
Mens hele folket hørte det, sagde han til disciplene: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og ynder at lade sig hilse på torvet og at sidde øverst i synagogen og til højbords ved måltider. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.«
