Bibelen online
Klagesangene Kapitel 3
Jeg er manden, der har oplevet lidelse
under hans vredes kæp.
Mig har han ført ind
i mørke, der er intet lys;
mod mig vender han
dagen lang sin hånd.
Han har tæret mit kød og min hud
og knust mine knogler.
Bitterhed og trængsler
har han bygget op omkring mig;
han lader mig sidde i mørke
som dem, der for længst er døde.
Han har spærret mig inde, jeg kan ikke slippe ud,
han har lagt mig i tunge lænker.
Selv når jeg skriger om hjælp,
afviser han min bøn.
Han spærrede mine veje med kvadersten
og gjorde mine stier krumme.
Han var en lurende bjørn,
en løve i skjul;
han førte mig på vildspor, sønderrev mig
og lod mig ligge forladt.
Han spændte sin bue og stillede mig op
som skydeskive for pilen;
han skød sit koggers sønner
ind i mine nyrer.
Jeg er til latter for hele mit folk,
de synger nidviser om mig dagen lang.
Han mættede mig med bitre urter,
gav mig malurt at drikke;
han lod mine tænder tygge grus,
da han trykkede mig ned i støvet.
Du forstødte mig bort fra freden,
så jeg glemte, hvad lykke er;
jeg siger: Mit livsmod er tabt,
jeg har intet håb til Herren.
Tanken om min lidelse og hjemløshed
er malurt og gift;
men jeg må tænke på den,
og min sjæl fortvivler.
Men dette lægger jeg mig på sinde,
derfor vil jeg vente:
Herrens troskab er ikke hørt op,
hans barmhjertighed er ikke forbi,
den er ny hver morgen;
din trofasthed er stor.
Jeg siger: Herren er min lod,
derfor venter jeg på ham.
Herren er god mod den, der håber på ham,
mod det menneske, der søger ham.
Det er godt at vente i tavshed
på Herrens frelse,
det er godt for en mand
at bære åg i sin ungdom;
han skal sidde ensom og tavs,
når Herren lægger det på ham,
han skal ligge med munden i støvet,
måske er der håb!
Han skal vende kinden mod ham, der slår ham,
han skal mættes med spot.
For Herren
forstøder ikke for evigt;
nej, selv når han kuer,
forbarmer han sig i sin store troskab;
det er ikke af hjertet,
han mishandler og kuer mennesker.
Når alle fangne i landet
trædes under fode,
når mandens ret bøjes
for øjnene af den Højeste,
når mennesket krænkes i retten,
ser Herren det så ikke?
Hvem taler, så det sker,
uden at Herren har befalet det?
Udgår ulykke og lykke ikke
af den Højestes mund?
Hvorfor klager det menneske, der lever?
Hvorfor klager en mand over straffen for sin synd?
Lad os ransage og udforske vore veje
og vende om til Herren;
lad os løfte vore hjerter i hænderne
til Gud i himlen.
Vi har syndet og været trodsige,
du tilgav ikke.
Du hyllede dig i vrede og forfulgte os,
du dræbte uden skånsel;
du hyllede dig i skyer,
så bønnen ikke nåede dig.
Du har gjort os til skarn
og til affald blandt folkene,
alle vore fjender
spærrer gabet op mod os;
ødelæggelsen og ulykken
er blevet til gru og grube for os.
Tårer strømmer fra mine øjne,
for mit folks datter er lemlæstet;
tårerne bliver ved at løbe,
de hører ikke op,
så længe Herren ikke
ser ned fra himlen.
Synet af kvinderne i min by
piner min sjæl.
Folk, der uden grund er mine fjender,
jagede mig som fuglen,
de styrtede mig i graven
og kastede sten over mig.
Vand skyllede over mit hoved,
jeg sagde: Det er ude med mig!
Jeg råbte dit navn, Herre,
fra den dybe grav;
du hørte mit råb:
»Luk ikke dit øre for min stønnen, for mit nødskrig!«
Du kom mig nær, da jeg kaldte,
du sagde: »Frygt ikke!«
Herre, du skal føre min sag,
du skal udfri mit liv;
Herre, du ser den uret, der er overgået mig,
skaf mig ret!
Du ser deres hævntørst,
alle deres planer mod mig.
Du hører deres spot, Herre,
alle deres planer mod mig;
mine modstanderes truende ord
er rettet mod mig dagen lang.
Hør dog, de synger nidviser om mig,
hvor de end sidder og står!
Gengæld dem deres gerning, Herre,
det, de har gjort,
gør deres hjerte hårdt,
og send din forbandelse over dem!
Forfølg dem i vrede, og udryd dem
under Herrens himmel!
