Bibelen online
Klagesangene Kapitel 2
Ak! I sin vrede har Herren
indhyllet Zions datter i mørke.
Fra himlen har han slængt
Israels herlighed til jorden,
på sin vredes dag
huskede han ikke på sin fodskammel.
Uden skånsel har Herren ødelagt
alle Jakobs boliger;
i sin harme har han nedrevet
Judas datters fæstninger
og jævnet dem med jorden.
Han har vanæret riget og dets stormænd;
i glødende vrede har han afhugget
hvert horn i Israel.
Han trak sin højre hånd
tilbage foran fjenden,
det brændte i Jakob som flammende ild,
der fortærede overalt.
Som en fjende spændte han sin bue,
hans højre hånd var fast,
som en modstander dræbte han
al øjnenes lyst.
I Zions datters telt
udøste han sin harme som ild.
Herren var som en fjende,
han ødelagde Israel;
han ødelagde alle dets borge
og tilintetgjorde dets fæstninger.
Han fremkaldte suk og stor klage
hos Judas datter.
Han rev sin hytte ned som et skur,
han tilintetgjorde sit åbenbaringssted.
Herren lod fest og sabbat
gå i glemme på Zion;
i sin rasende vrede forstødte han
konge og præst.
Herren forkastede sit alter
og vragede sin helligdom;
han overgav borgenes mure
i fjendens hånd.
De råbte højt i Herrens hus
som på festens dag.
Herren havde besluttet at tilintetgøre
Zions datters mur;
han udspændte målesnoren,
holdt ikke sin hånd tilbage fra ødelæggelse.
Ringmur og mur lod han sørge,
begge sygnede hen.
Byens porte sank i jorden,
han ødelagde og splintrede dens portbomme.
Dens konge og stormænd er blandt fremmede folk;
der lyder ingen belæring,
og dens profeter modtager
ingen syner fra Herren.
Zions datters ældste
sidder tavse på jorden,
de kommer støv på hovedet
og klæder sig i sæk;
Jerusalems jomfruer
bøjer hovedet mod jorden.
Mine øjne er slørede af tårer,
det gærer i mit indre.
Min livskraft tømmes ud i støvet,
for mit folks datter er lemlæstet;
børn og spæde ligger
afkræftede på byens torve.
De spørger deres mor:
Hvor får vi korn og vin?
De ligger afkræftede på byens torve,
som var de sårede;
deres liv ebber ud
ved moderens bryst.
Hvad kan jeg opmuntre dig med?
Hvad kan jeg sammenligne dig med,
Jerusalems datter?
Hvad kan jeg ligne dig med,
så jeg kan trøste dig,
du jomfru, Zions datter?
Thi din ulykke er stor som havet,
hvem kan helbrede dig?
Profeternes syner om dig
var falskhed og blændværk.
De afslørede ikke din skyld,
så de kunne vende din skæbne;
de udsagn, de modtog i syner,
var falske og vildledende.
Alle, der går forbi,
slår hænderne sammen,
de pifter hånligt og ryster på hovedet
ad Jerusalems datter:
»Er det den by, man kaldte
den fuldendt skønne,
en fryd for hele jorden?«
Alle dine fjender
spærrer gabet op imod dig;
de pifter hånligt og skærer tænder,
de siger: »Vi har ødelagt den.
Dette er den dag, vi ventede på;
endelig har vi oplevet den!«
Herren har gjort, som han planlagde;
han har gjort alvor af den trussel,
han fremsatte i gamle dage.
Uden skånsel har han revet ned,
ladet fjenden glæde sig over dig
og løftet dine modstanderes horn.
Råb højt til Herren,
klag, Zions datter!
Lad tårerne strømme som bækken
dag og nat;
und dig ikke hvile,
lad ikke dit øje finde ro!
Stå op og klag om natten,
når vagterne skifter,
udøs dit hjerte som vand
for Herrens ansigt!
Løft dine hænder til ham
i bøn for dine børns liv;
de ligger afkræftede af sult
på hvert gadehjørne.
Se, Herre, og mærk dig,
mod hvem du gør dette.
Skal kvinder æde deres livsfrugt,
de børn, de selv bragte til verden?
Skal præst og profet
dræbes i Herrens helligdom?
Unge og gamle ligger
i gadernes støv.
Mine unge kvinder og mænd
er faldet for sværdet;
du dræbte dem på din vredes dag,
slagtede dem uden skånsel.
Som på festens dag indbød du
rædslerne alle vegne fra.
Ingen undslap og overlevede
på Herrens vredes dag;
de børn, jeg bragte til verden og opfostrede,
har min fjende tilintetgjort.
