Bibelen online
Klagesangene Kapitel 1
Ak! Hun sidder alene,
byen, der var fuld af folk;
hun er som en enke,
hun, der var mægtig blandt folkene.
Dronningen blandt landene
gør nu hoveriarbejde.
Hun græder om natten,
tårer løber ned ad hendes kind;
ingen trøster hende,
ingen af hendes elskere;
alle hendes venner viste sig troløse mod hende,
de er blevet hendes fjender.
I lidelse og dyb trældom
blev Juda ført bort;
nu sidder hun blandt folkene
uden at finde hvile.
Alle hendes forfølgere har indhentet hende
midt i trængslerne.
Vejene til Zion sørger,
ingen drager op til festerne,
alle hendes porte ligger øde hen,
hendes præster sukker,
hendes jomfruer er tynget af sorg,
hun er fortvivlet.
Hendes fjender har fået magten,
hendes modstandere føler sig trygge,
for Herren kuede hende
for hendes mange synders skyld;
hendes børn går som fanger
foran fjenden.
Zions datter
har mistet al sin pragt.
Hendes stormænd er som hjorte,
der ingen græsgang kan finde;
afmægtige går de
foran forfølgeren.
I sin lidelse og hjemløshed
mindes Jerusalem
alle de kostbarheder,
hun havde i gamle dage.
Da hendes folk faldt i fjendens hånd,
og ingen hjalp hende,
så fjenderne med skadefryd på hende
og lo over hendes undergang.
Jerusalem har syndet,
derfor blev hun til afsky;
selv hendes beundrere foragtede hende,
da de så hende nøgen.
Derfor må hun sukke
og vende sig bort.
Urenheden hænger ved hendes skørter,
hun tænkte ikke på, hvordan det ville ende;
dybt er hun faldet,
ingen trøster hende.
Herre, se min lidelse,
fjenden hoverer!
Modstanderen rakte hånden ud
efter alle hendes kostbarheder;
ja, hun så, at folkene
gik ind i hendes helligdom,
skønt du havde forbudt dem
at komme i din forsamling.
Hele hendes folk sukker,
mens de søger efter brød;
de må betale føden med deres kostbarheder
for at holde sig i live.
Se, Herre, og mærk dig,
hvordan jeg bliver foragtet!
Rører det jer ikke, alle I, der går forbi?
Se jer omkring,
om der findes en smerte
som den, der ramte mig,
da Herren kuede mig
på sin glødende vredes dag.
Fra det høje sendte han ild
ned i mine knogler.
Han bredte et net ud for mine fødder,
han drev mig tilbage;
han lod mig ligge forladt,
dagen lang er jeg syg.
Mine synders åg er bundet,
de er flettet sammen i hans hånd,
de ligger på min nakke,
han har brudt min kraft.
Herren har overgivet mig
til dem, jeg ikke kan holde stand mod.
Herren, som var i min midte,
forkastede alle mine helte.
Han bød til fest på mig
og knuste mine unge mænd;
i persen nedtrådte Herren
jomfruen, Judas datter.
Derfor græder jeg,
tårer strømmer fra mine øjne;
den, der kan trøste og holde mig i live,
er langt borte.
Mine sønner ligger forladte,
fjenden var for stærk.
Zion breder hænderne ud i bøn,
men ingen trøster hende.
Herren opbød Jakobs naboer
til modstand mod ham;
Jerusalem er blevet
til afsky blandt dem.
Herren er retfærdig,
for jeg har trodset hans ord.
Hør, alle folk,
og se min smerte!
Mine unge kvinder og mænd
måtte gå i fangenskab.
Jeg kaldte på mine elskere,
men de forrådte mig;
mine præster og mine ældste
omkom i byen,
da de søgte efter føde
for at holde sig i live.
Se dog, Herre, jeg er i nød!
Det gærer i mit indre,
mit hjerte vender sig i mit bryst,
fordi jeg var trodsig.
Ude gør sværdet barnløs,
inde hersker døden.
De hører mig sukke,
men ingen trøster mig;
alle mine fjender hører om min ulykke
og fryder sig over, hvad du gjorde.
Lad den dag komme, du har bebudet,
så det må gå dem som mig!
Du skal se al deres ondskab
og gøre mod dem,
som du har gjort mod mig
for alle mine synders skyld.
Talrige er mine suk,
mit hjerte er sygt.
