Josva, Nuns søn, kaldte præsterne til sig og sagde til dem: »Løft pagtens ark op; syv præster skal bære syv vædderhorn foran Herrens ark.« Til folket sagde han: »Gå så rundt om byen! De våbenføre skal gå foran Herrens ark.«

Da Josva havde talt til folket, gik de syv præster, der bar de syv vædderhorn foran Herren, frem og stødte i hornene, mens Herrens pagts ark fulgte efter dem; de våbenføre gik foran præsterne, der stødte i hornene, og bagtroppen fulgte efter arken, mens der blev stødt i hornene. Og Josva gav folket denne befaling: »I må ikke udstøde kampråb eller give lyd fra jer. Der må ikke lyde et ord, før den dag jeg giver jer ordre til at udstøde kampråbet; så skal I råbe!« Så lod han Herrens ark føre rundt om byen én gang. Derpå gik de tilbage til lejren og overnattede der.

Tidligt næste morgen stod Josva op, og præsterne løftede Herrens ark op, og de syv præster, der bar de syv vædderhorn foran Herrens ark, stødte i hornene, mens de gik; de våbenføre gik foran dem, og bagtroppen fulgte efter Herrens ark, mens der blev stødt i hornene. De gik så én gang rundt om byen den anden dag og vendte tilbage til lejren. Det gjorde de seks dage.

Den syvende dag, da det blev lyst, gik de rundt om byen på samme måde som før, syv gange; det var kun den dag, de gik syv gange rundt om byen. Den syvende gang stødte præsterne i hornene, og Josva sagde til folket: »Udstød kampråbet! Herren har givet jer byen! Der skal lægges band på byen; den og alt, hvad der er i den, skal tilhøre Herren. Kun skøgen Rahab og alle, der er i huset hos hende, skal blive i live, fordi hun skjulte de mænd, vi sendte ud. Men hold jer fra det, der er lagt band på, så I ikke kommer til at begære det og tager noget af det, der er lagt band på, så I bringer bandet over Israels lejr og styrter Israel i ulykke. Alt sølv og guld og ting af bronze og jern skal helliges Herren. Det skal bringes til Herrens skatkammer.«

Folket udstødte kampråbet, da der blev stødt i hornene. Da folket hørte lyden fra hornene, udstødte de et kampråb så højt, at muren faldt sammen, og de kunne gå lige ind i byen og indtage den. Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler. Men til de to mænd, der havde spioneret i landet, sagde Josva: »Gå ind i skøgens hus, og før kvinden og alle, der hører hende til, ud derfra, sådan som I tilsvor hende.« Spionerne gik ind og førte Rahab ud sammen med hendes far og mor og brødre og alle, der hørte hende til; alle hendes slægtninge førte de ud og anbragte dem uden for Israels lejr. Men byen brændte de ned med alt, hvad der var i den; kun sølvet og guldet og tingene af bronze og jern lagde de i skatkammeret i Herrens tempel. Men skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, lod Josva blive i live. Hun kom til at bo blandt israelitterne og gør det den dag i dag, fordi hun skjulte de mænd, Josva havde sendt ud for at udspionere Jeriko.

Dengang udtalte Josva denne forbandelse: »Forbandet af Herren være den mand, der går i gang med at genopbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte søn at lægge grunden og hans yngste søn at sætte porten i.«

Herren var med Josva, og rygtet om ham nåede ud over hele landet.