Bibelen online
Josvabogen Kapitel 2
Spionerne i Jeriko
Josva, Nuns søn, sendte i hemmelighed to mænd ud fra Shittim som spioner. Han sagde: »Gå over og undersøg landet, særlig Jeriko.« Så gik de, og de tog ind hos en skøge, der hed Rahab. Der overnattede de. Kongen i Jeriko fik nu meddelelse om, at der var kommet nogle israelitiske mænd om natten for at skaffe sig oplysning om landet. Han sendte bud til Rahab og sagde: »Kom frem med de mænd, der kom til dig, og som er taget ind i dit hus. De er nemlig kommet for at skaffe sig oplysning om hele landet.« Men kvinden havde taget de to mænd og skjult dem. Hun sagde: »Jo, der kom nogle mænd til mig, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra, og da porten skulle lukkes ved mørkets frembrud, gik de. Jeg ved ikke, hvor de er taget hen. Men hvis I skynder jer at sætte efter dem, kan I sikkert indhente dem.« Hun havde ført mændene op på taget og gemt dem under hørstænglerne, som hun havde lagt ud på taget. Nogle mænd satte så efter dem ad vejen til Jordan ned til vadestederne, og porten blev lukket, så snart forfølgerne var gået ud.
Før mændene gik til ro, kom hun op på taget til dem og sagde: »Jeg ved, at Herren har givet jer landet. Vi er grebet af rædsel for jer, ja, alle landets indbyggere skælver i angst for jer. For vi har hørt om, hvordan Herren udtørrede Sivhavet foran jer, dengang I drog ud af Egypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordan, Sihon og Og, som I lagde band på. Da vi hørte det, mistede vi modet, og vi følte os alle sammen magtesløse over for jer, for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden. Sværg nu ved Herren, at I vil vise min fars slægt godhed, fordi jeg har vist jer godhed. Giv mig et sikkert tegn på, at I vil lade min far og mor, mine brødre og søstre og alle, der hører dem til, blive i live og redde os fra døden.« Mændene sagde til hende: »Vi vil stå inde for jer med vores liv, hvis I lader være med at røbe vores forehavende. Når Herren har givet os landet, vil vi vise dig godhed og trofasthed.«
Så firede hun dem ned fra vinduet med et reb, for hendes hus stødte op til bymuren; hun boede lige op ad muren. Hun sagde til dem: »Gå ud i bjergene, så forfølgerne ikke finder jer, og hold jer skjult der i tre dage, indtil forfølgerne er kommet tilbage. Derefter kan I gå den vej, I skal.« Mændene sagde til hende: »Den ed, du har afkrævet os, må vi være løst fra under dette forhold: Når vi kommer ind i landet, skal du binde denne røde snor fast i det vindue, du firede os ned fra, og samle din far og mor, dine brødre og hele din fars slægt i huset hos dig. Hvis nogen forlader huset, skal hans blod komme over hans eget hoved; så er vi uden skyld. Men hvis der bliver lagt hånd på nogen af dem, der er inde i huset hos dig, skal deres blod komme over os. Hvis du derimod røber vores forehavende, er vi løst fra den ed, du har afkrævet os«. Hun sagde: »Lad det være, som I siger.« Så sendte hun dem af sted; og hun bandt den røde snor fast i vinduet.
De gik op i bjergene og blev der i tre dage, indtil forfølgerne var vendt hjem. Forfølgerne havde ledt efter dem hele vejen, men ikke fundet dem. Derpå gik de to mænd igen ned fra bjergene og gik over Jordan; de kom til Josva, Nuns søn, og fortalte ham alt, hvad de havde oplevet. De sagde til ham: »Herren har givet hele landet i vores hånd, og alle landets indbyggere skælver i angst for os.«
