Men Herren sendte en stærk storm over havet, og den blev til en orkan, så skibet var ved at blive slået til vrag. Søfolkene var bange og råbte om hjælp til hver sin gud. De kastede lasten over bord for at lette skibet. Jonas havde lagt sig nederst i skibet og var faldet i en dyb søvn. Kaptajnen kom ned til ham og sagde: »Hvorfor ligger du her og sover? Stå op og råb til din Gud! Så vil han måske huske på os, så vi ikke omkommer.« Folkene sagde til hinanden: »Lad os kaste lod og finde ud af, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os.« De kastede lod, og da loddet faldt på Jonas, sagde de til ham: »Fortæl os dog, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os. Hvad laver du her, og hvor kommer du fra? Hvilket land og folk hører du til?« Han svarede: »Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, himlens Gud, som har skabt havet og det tørre land.« Da blev mændene grebet af stor frygt og sagde til ham: »Hvad er det, du har gjort?« De vidste, at han var på flugt fra Herren, for det havde han fortalt dem. »Hvad skal vi gøre ved dig, så vi kan få havet til at falde til ro?« spurgte de, for havet blev mere og mere oprørt. Han svarede: »Tag mig og kast mig i havet, så får I det til at falde til ro. Jeg ved godt, at det er min skyld, at denne orkan er kommet over jer.« Mændene prøvede nu at ro ind til land, men de kunne ikke, for havet blev mere og mere oprørt. Så råbte de til Herren: »Ak, Herre, lad os ikke omkomme for denne mands død! Bring ikke uskyldigt blod over os! Du, Herre, har handlet efter din vilje.« Så tog de Jonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase. Da blev mændene grebet af stor frygt for Herren. De bragte slagtofre og aflagde løfter til Herren.