Bibelen online

Johannesevangeliet Kapitel 7

Jesus og hans brødre

Derefter drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel.

Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Hans brødre sagde da til ham: »Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der gør noget i hemmelighed, når han vil frem i offentlighed. Når du gør sådanne ting, så vis dig for verden.« For ikke engang hans brødre troede på ham. Da sagde Jesus til dem: »Min tid er endnu ikke kommet, men jeres tid er det altid. Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til festen, jeg drager ikke op til denne fest, for min tid er endnu ikke inde.« Det sagde han og blev selv i Galilæa.

Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.

Spørgsmål under løvhyttefesten

Jøderne ledte nu efter ham under festen og sagde: »Hvor er han?« Og blandt folk var der megen snak om ham. Nogle sagde: »Han er en god mand.« Andre sagde: »Nej, han fører folket vild.« Ingen talte dog offentligt om ham af frygt for jøderne.

Først midt under festen gik Jesus op på tempelpladsen og begyndte at undervise. Jøderne undrede sig og sagde: »Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?« Jesus svarede dem: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv. Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham.

Har Moses ikke givet jer loven? Og dog er der ingen af jer, der holder loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?« Folkeskaren svarede: »Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?« Jesus sagde til dem: »Én gerning gjorde jeg, og I undrer jer alle sammen. Derfor: Moses har givet jer omskærelsen – egentlig går den ikke tilbage til Moses, men helt til fædrene – og I omskærer mennesker selv på en sabbat. Når et menneske kan omskæres på en sabbat, for at Moses' lov ikke skal brydes, hvorfor er I så vrede på mig, fordi jeg gjorde et helt menneske rask på en sabbat? Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!«

Nogle fra Jerusalem sagde nu: »Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus? Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.« Da råbte Jesus, mens han stod og underviste på tempelpladsen: »Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg kommer fra ham, og han har udsendt mig.« Så ville de gribe ham, men der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet. Men af folkeskaren kom mange til tro på ham, og de sagde: »Når Kristus kommer, vil han så gøre flere tegn, end denne mand har gjort?«

Farisæerne hørte, at snakken gik sådan om ham blandt folk; og ypperstepræsterne og farisæerne sendte nu tempelvagter ud for at gribe ham. Da sagde Jesus: »En kort tid endnu er jeg hos jer, så går jeg til ham, som har sendt mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme.« Da sagde jøderne til hinanden: »Hvor mon han vil tage hen, siden vi ikke kan finde ham? Han vil vel ikke tage til dem, der lever spredt blandt grækerne, og undervise grækerne? Hvad er meningen med det, han siger: I vil lede efter mig og ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme?«

På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

Nogle i folkeskaren sagde, da de hørte de ord: »Han er sandelig Profeten.« Andre sagde: »Han er Kristus.« Men nogle sagde: »Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?« Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham. Nogle af dem ville gribe ham, men ingen lagde hånd på ham.

Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: »Hvorfor har I ham ikke med?« Tempelvagterne svarede: »Aldrig har noget menneske talt sådan.« Farisæerne spurgte dem så: »Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.« Nikodemus – det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem – siger til dem: »Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?« De svarede ham: »Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.«

Så gik de hver til sit.

Krydshenvisning:

Joh 4,43 5,18

Krydshenvisning:

3 Mos 23,34-36

Krydshenvisning:

Matt 12,46

Joh 2,12

Krydshenvisning:

Mark 3,21

Krydshenvisning:

Joh 2,4

Krydshenvisning:

Joh 3,19 15,18

Krydshenvisning:

Joh 11,56

Krydshenvisning:

Joh 9,16 10,19

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Matt 13,54

Krydshenvisning:

Joh 14,10 14,24

Krydshenvisning:

Joh 5,44

Krydshenvisning:

Joh 7,1

ApG 7,53

Rom 2,17-24

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Joh 5,8 5,16

Krydshenvisning:

1 Mos 17,10

3 Mos 12,3

Krydshenvisning:

Joh 5,9 5,16

Krydshenvisning:

Joh 5,18

Krydshenvisning:

Joh 6,42

Hebr 7,3

Krydshenvisning:

Joh 8,42 8,55

Krydshenvisning:

Joh 8,20

Krydshenvisning:

Joh 8,30

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Joh 8,21 13,33

Krydshenvisning:

3 Mos 23,36

Es 55,1

Joh 4,14 6,35

Åb 22,17

Krydshenvisning:

Es 58,11

Jer 2,13

Ez 47,1

Zak 14,8

Krydshenvisning:

Joh 14,16-17

ApG 2,4

Krydshenvisning:

Joh 1,21 6,14

Krydshenvisning:

Joh 1,46

Krydshenvisning:

1 Sam 16,1-13

Mika 5,1

Matt 2,5-6

Luk 2,4

Krydshenvisning:

Joh 9,16

Krydshenvisning:

Matt 7,28-29

Krydshenvisning:

Joh 12,42

Krydshenvisning:

Joh 3,1-2

Krydshenvisning:

5 Mos 1,16

Note:

Stykket findes ikke i de ældste håndskrifter. I senere håndskrifter findes det efter Joh 7,36, efter Joh 7,44, efter Joh 7,52, efter Joh 21,25 eller efter Luk 21,38.

BabyBibelen

Syv bibelhistorier fortalt og tegnet for de allermindste
baby
199,95

Forfatter: Mathias Anker Kure
Illustrator: Marieke ten Berge
Sidetal: 48 sider
Indbinding: papbog
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-331-2
Mål: 21 x 21 cm.