Bibelen online

Joels Bog Kapitel 4

Dommen over folkeslagene og Israels frelse

I de dage og på den tid,

når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne,

samler jeg alle folkeslagene

og fører dem ned i Joshafats dal.

Dér vil jeg holde rettergang med dem

om mit folk og min ejendom, Israel,

som de spredte blandt folkene.

De delte mit land imellem sig

og kastede lod om mit folk.

De solgte en dreng for en skøge,

og de gav en pige for den vin, de drak.

Desuden: Hvad kommer I mig ved, Tyrus og Sidon og alle filistrenes distrikter? Vil I gengælde mig min gerning? Vil I gøre gengæld imod mig? Hurtigt vil jeg lade jeres gerninger ramme jer selv. For I tog mit sølv og guld og bragte mine kostbare skatte til jeres templer. Judæerne og Jerusalems indbyggere solgte I til jonerne for at få dem langt bort fra deres land. Jeg lader dem bryde op fra det sted, I solgte dem til, og jeg lader jeres gerninger ramme jer selv. Jeg vil sælge jeres sønner og døtre til judæerne, og de skal sælge dem til et fjernt folk, til sabæerne.

Herren har talt.

Råb blandt folkene:

»Udråb en hellig krig,

væk heltene,

lad alle krigerne rykke ud!

Smed jeres plovjern om til sværd

og jeres vingårdsknive til lanser!

Selv svæklingen skal sige: Jeg er en helt!

Skynd jer, kom, alle folkeslag rundt om.

I skal samles dér,

så Herren kan knuse jeres helte!«

Folkene skal vækkes og rykke frem

til Joshafats dal.

Dér sætter jeg mig for at dømme

alle omboende folk.

Sving seglen,

for kornet er modent;

kom, træd persen,

for den er fyldt,

persekarrene flyder over.

Ondskaben er stor!

Hør de larmende skarer

i Afgørelsens Dal!

Herrens dag er nær

i Afgørelsens Dal.

Sol og måne formørkes,

og stjernerne skinner ikke længere.

Herren brøler fra Zion,

fra Jerusalem løfter han røsten,

så himlen og jorden skælver.

Men Herren er tilflugt for sit folk,

et værn for israelitterne.

Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud,

som bor på Zion, mit hellige bjerg;

Jerusalem skal være et helligt sted,

hvor fremmede ikke længere færdes.

På den dag

skal bjergene dryppe af most,

og højene flyde med mælk,

alle Judas vandløb

skal strømme med vand.

En kilde udspringer fra Herrens hus

og vander Shittims dal.

Egypten bliver en ødemark

og Edom en øde ørken,

fordi de øvede vold imod judæerne

og udgød uskyldigt blod i deres land.

Men Juda skal bebos til evig tid,

Jerusalem i slægt efter slægt.

Jeg vil hævne deres blod

og ikke lade det ustraffet.

Herren bor på Zion.

Krydshenvisning:

5 Mos 30,3

Ez 16,53

Hos 6,11

Note:

På hebraisk er der ordspil mellem Joshafat og holde rettergang.

Krydshenvisning:

Es 2,4

Mika 4,3

Krydshenvisning:

Matt 13,39

Åb 14,13 19,15

Krydshenvisning:

Joel 2,1

Krydshenvisning:

Joel 2,10

Krydshenvisning:

Jer 25,30

Am 1,2

Krydshenvisning:

Sl 68,17

Åb 21,27

Krydshenvisning:

Ez 47,1

Am 9,13

Zak 14,8

Krydshenvisning:

Obad 10

Krydshenvisning:

Ez 48,35

Åb 6,10 19,2

BabyBibelen

Syv bibelhistorier fortalt og tegnet for de allermindste
baby
199,95

Forfatter: Mathias Anker Kure
Illustrator: Marieke ten Berge
Sidetal: 48 sider
Indbinding: papbog
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-331-2
Mål: 21 x 21 cm.