Bibelen online
Joels Bog Kapitel 3
Åndsudgydelsen
Det skal ske derefter:
Jeg vil udgyde min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres gamle skal have drømme,
jeres unge skal se syner.
Selv over jeres trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage.
Jeg sætter tegn på himlen og på jorden,
blod og ild og røgsøjler.
Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og frygtelige dag kommer.
Og enhver, som påkalder Herrens navn,
skal frelses.
For på Zions bjerg og i Jerusalem
skal der være redning
– som Herren har sagt –
for de undslupne, som Herren kalder på.