Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 27
Og Job fortsatte sin tale:
Så sandt Gud lever, han som har tilsidesat min ret,
så sandt den Almægtige lever, han som har forbitret mit liv:
Så længe jeg har livsånde i mig,
og Guds ånde er i min næse,
skal mine læber aldrig tale uret
og min tunge aldrig forkynde falskhed.
Jeg giver jer aldrig ret,
til min død fastholder jeg min uskyld;
jeg står fast på min ret, jeg slipper den ikke,
mit hjerte laster mig ikke for en eneste af mine dage.
Må det gå min fjende som den uretfærdige,
min modstander som forbryderen.
Hvad har den gudløse at håbe på, når livstråden skæres over,
og Gud tager hans liv?
Hører Gud hans skrig,
når nøden kommer over ham?
Fandt han sin glæde i den Almægtige?
Påkaldte han altid Gud?
Jeg vil belære jer om Guds magt,
jeg holder ikke skjult, hvad den Almægtige har i sinde.
I har jo alle sammen set det,
hvorfor kommer I så med den tomme snak?
Det er den lod, Gud tildeler den uretfærdige,
det er den del, voldsmænd får fra den Almægtige.
Hvis han får mange sønner, skal de falde for sværdet,
og hans afkom kan ikke spise sig mæt.
Pesten skal lægge de overlevende i graven,
og enkerne skal ikke græde over dem.
Hvis han ophober sølv som støv
og samler klæder som skidt,
så lad ham samle, men den retfærdige skal klæde sig i det,
og de skyldfrie skal dele sølvet.
Han bygger sit hus som et møl,
som en vogter laver sin hytte.
Som rigmand går han til ro for sidste gang;
når han slår øjnene op, er rigdommen borte.
Rædslerne indhenter ham som vandmasser,
en nat fejer stormen ham væk.
Østenstormen løfter ham op, og han er væk,
den hvirvler ham bort fra hans hjem.
Skånselsløst kaster den sig mod ham,
den er så voldsom, at han må tage flugten.
Skadefro klapper folk i hænderne
og pifter ham hånligt væk fra hans hjemsted.