Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 9
Jobs svar
Da sagde Job:
Sandt er det, at det forholder sig sådan;
hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?
Vil det føre sag mod ham,
kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager.
Han er vís, og han er stærk,
hvem kan trodse ham og slippe godt fra det?
Han flytter bjerge, før de ved af det,
i sin vrede får han dem til at styrte sammen.
Han ryster jorden løs fra dens fundament,
og dens søjler skælver.
Han befaler solen ikke at stå op,
og for stjernerne har han sat segl.
Han alene spænder himlen ud,
han går på havets ryg.
Han skaber Løven og Orion,
Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen.
Han gør store ting, der ikke kan udforskes,
og undere, der ikke kan tælles.
Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham,
han kan fare forbi, uden at jeg mærker det.
Hvem kan hindre ham, hvis han vil røve noget?
Hvem kan sige til ham: »Hvad er det, du gør?«
Gud holder ikke igen på sin vrede,
selv Rahabs hjælpere må bøje sig under ham.
Hvordan skulle så jeg kunne tage til orde imod ham
og vælge mine ord over for ham?
Selv om jeg har ret, kan jeg ikke komme til orde,
men må bønfalde min dommer om nåde.
Hvis jeg stævnede ham, og han gav møde,
tror jeg ikke, han ville lytte til mig.
Han jager efter mig for en bagatel;
uden grund tilføjer han mig sår på sår.
Han giver mig åndenød,
han mætter mig med forbitrelse.
Gælder det den stærkes kraft, så er det ham!
Gælder det retten: »Hvem kan kræve mig til regnskab?«
Selv om jeg har ret, dømmer min mund mig skyldig,
selv om jeg er uskyldig, gør han mig til løgner;
men jeg er uskyldig! Jeg vil ikke vide af mit liv,
jeg ønsker ikke at leve.
Det er lige meget, jeg kan kun sige:
Skyldig eller uskyldig, han udsletter begge!
Når en flodbølge spreder pludselig død,
spotter han de uskyldige i deres fortvivlelse.
Landet lægges i hænderne på uretfærdige,
dommerne giver han bind for øjnene.
Hvis ikke det er ham, hvem er det så?
Mine dage går hurtigere, end man kan løbe,
glædesløse jager de af sted.
De farer af sted som sivbåde,
som en ørn, der slår ned på byttet.
Hvis jeg siger: »Jeg vil glemme min klage,
lægge ansigtet i andre folder og være glad igen,«
så må jeg tænke med gru på mine lidelser;
jeg ved, at du ikke lader mig ustraffet.
Når jeg skal være skyldig,
hvorfor skal jeg da anstrenge mig til ingen nytte?
Om jeg så vaskede mig med sæbe
og rensede hænderne i lud,
ville du dyppe mig i slampølen,
så mine klæder ville afsky mig.
Han er ikke et menneske som jeg, så jeg kan tage til orde imod ham,
og vi kan mødes i retten.
Der er ingen voldgiftsmand,
som kan mægle mellem os.
Holdt han blot op med at slå mig,
så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig,
da kunne jeg tale uden at frygte ham,
for jeg ved, at jeg ikke har grund til det.
