Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 3
Jobs klage over sin skæbne
Da åbnede Job munden og gav sig til at forbande den dag, han blev født. Job sagde:
Gid den dag, jeg blev født, var slettet,
den nat, da det lød: En dreng blev undfanget!
Lad den dag tilhøre mørket,
Gud i det høje skal ikke spørge efter den,
lyset ikke skinne over den.
Lad mulm og mørke kræve den,
lad skyerne sænke sig over den
og solformørkelse overvælde den.
Lad mørket tage den nat,
lad den ikke være blandt årets dage
og ikke indgå i månedernes tal.
Ja, lad den nat være gold,
der skal ikke lyde frydeskrig!
De, som besværger havet
og er i stand til at vække Livjatan op,
skal forbande den dag.
Lad dens morgenstjerner være mørke,
lad den vente forgæves på daggry
og ikke se morgenrødens øjenvipper;
for den holdt ikke moderlivets døre lukket
og skjulte ikke elendigheden for mit blik.
Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.
Hvorfor giver Gud lys til de elendige,
hvorfor giver han liv til de fortvivlede,
til dem, som længes efter døden, der ikke kommer,
som søger den mere end nogen skat,
som glæder sig og jubler
og fryder sig, når de finder deres grav,
til en mand, hvis vej er skjult,
og som Gud spærrer inde?
Mine suk er blevet mit daglige brød,
min stønnen vælder frem som vand.
Det, jeg frygter for, rammer mig,
og det, jeg gruer for, kommer over mig.
Jeg får ikke fred, ikke hvile,
ikke ro for den rædsel, der kommer.