Bibelen online

Jobs Bog Kapitel 32

Elihus tale

Så opgav de tre mænd at svare Job, fordi han var retfærdig i egne øjne. Men vreden flammede op i Elihu fra Buz, som var søn af Barak'el og var af Rams slægt. Hans vrede flammede op mod Job, fordi Job ville gøre sig retfærdigere end Gud, og mod hans tre venner, fordi de ikke kunne finde på noget at sige, skønt de anså Job for skyldig. Elihu havde ventet med at tale til Job, fordi vennerne var ældre end han selv. Da han så, at de tre mænd ikke havde mere at sige, flammede hans vrede op.

Da sagde Barak'els søn, Elihu fra Buz:

Jeg er ung,

og I er gamle.

Derfor holdt jeg mig frygtsomt tilbage

fra at give jer del i min viden;

jeg tænkte: Lad alderdommen tale,

lad den høje alder forkynde visdom.

Men det er den ånd, som er i mennesket,

den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt;

det er ikke, fordi de er til års, at de er vise,

det er ikke, fordi de er gamle, at de ved, hvad ret er.

Derfor siger jeg: Lyt til mig,

nu vil jeg give jer del i min viden.

Jeg ventede spændt på, hvad I havde at sige,

lyttede efter, om I var forstandige,

om I havde tænkt jeres ord igennem.

Jeg gav agt på jer,

men ingen af jer kunne irettesætte Job

eller gendrive hans ord.

Sig nu ikke: »Vi fandt visdom hos ham;

intet menneske kan slå ham af marken, kun Gud.«

Hans ord var ikke henvendt til mig,

og jeg vil ikke svare ham, som I har gjort.

De er skrækslagne, de kan intet sige,

for dem er ordene sluppet op;

skal jeg da vente, når de ikke taler,

når de står der og ikke har mere at sige?

Nej, nu vil jeg tage til orde,

også jeg vil meddele min viden.

Ordene hober sig op i mig,

ånden i mit indre driver mig;

mit indre er som vin, der ikke er lukket op for,

som ung vin i sække, der er ved at sprænges.

Jeg må tale, jeg må have luft,

jeg vil åbne munden og tage til orde.

Jeg vil ikke gøre forskel på folk,

jeg vil ikke smigre noget menneske;

jeg kender ikke til at smigre,

for så ville min skaber snart rive mig bort.

Krydshenvisning:

1 Mos 22,21

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Job 12,12

Krydshenvisning:

Ordsp 2,6

Dan 1,17

Krydshenvisning:

Sl 119,100

BabyBibelen

Syv bibelhistorier fortalt og tegnet for de allermindste
baby
199,95

Forfatter: Mathias Anker Kure
Illustrator: Marieke ten Berge
Sidetal: 48 sider
Indbinding: papbog
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-331-2
Mål: 21 x 21 cm.