Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 29
Jobs klage over sin ufortjente ulykke
Og Job fortsatte sin tale:
Gid alt var som i gamle dage,
som dengang Gud beskyttede mig
og lod sin lampe lyse over mit hoved,
så jeg ved dens lys kunne vandre i mørket.
Sådan havde jeg det i mine velmagtsdage,
da Gud skærmede mit telt,
da den Almægtige endnu var mig nær,
og jeg havde mine drenge om mig,
da jeg kunne bade mine fødder i tykmælk,
og oliestrømme flød til mig fra klippen.
Når jeg gik hen til byens port
og indtog mit sæde på torvet,
trak de unge mænd sig tilbage, når de så mig,
og de gamle rejste sig op.
Stormænd holdt ordene tilbage
og lagde hånden på munden;
mægtige mænds stemmer døde hen,
deres tunge klæbede til ganen.
Når de hørte mig, priste de mig,
når de så mig, roste de mig.
Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp,
den faderløse og den, som ingen hjælper havde.
Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig,
jeg skabte jubel i enkers hjerte.
Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning,
retten var min kappe og turban.
Jeg var den blindes øjne
og den lammes fødder.
Jeg var en fader for fattige,
jeg tog mig af retssager for folk, jeg ikke kendte.
Jeg knuste kæberne på forbrydere
og rev byttet ud mellem tænderne på dem.
Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede
og leve længe som fugl Føniks,
at mine rødder skulle suge vand til sig
og duggen lægge sig på mine grene,
at min anseelse stadig skulle fornyes
og buen i min hånd spændes igen og igen.
De hørte på mig i forventning,
i tavshed lyttede de til mit råd.
Når jeg havde talt, tog ingen til genmæle,
mine ord faldt som regndråber på dem.
De håbede på mig som på regn,
spærrede munden op som efter forårsregn.
Jeg smilede til dem, og de fattede mod,
mit ansigt lyste mod dem, og de gav ikke op.
Jeg førte forsædet og valgte vejen for dem,
jeg sad som en konge blandt sine krigere,
som den, der trøster de sørgende.