Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 18
Bildads anden tale
Da sagde Bildad fra Shua:
Hvor længe vil I lægge en dæmper på jeres ord?
Kom til fornuft, så kan vi tale sammen!
Hvorfor skal vi regnes for kvæg?
Er vi så dumme i jeres øjne?
Selv om du sønderriver dig selv i din vrede,
lægges jorden ikke øde af den grund,
og klipperne kommer ikke i skred.
Nej, den uretfærdiges lys slukkes,
og flammen fra hans bål lyser ikke.
Lyset i hans telt går ud,
og lampen over ham slukkes.
Hans faste skridt bliver hæmmet,
han fældes af sine egne planer.
Hans fødder fanges i nettet,
han vandrer oven på faldgruber.
Fælden klapper i om hans hæl,
strikken snører sig sammen om ham.
Skjult i jorden ligger fanggarnet,
på stien ligger snaren.
Fra alle sider overvælder rædsler ham,
de jager i hælene på ham.
Ulykken hungrer efter ham,
snubler han, er undergangen i vente.
Hans hud fortæres af sygdom,
dødens førstefødte fortærer hans lemmer.
Han bliver revet bort fra sit trygge telt
og føres til rædslernes konge.
Uvedkommende skal bo i hans telt,
svovl skal strøs ud over hans bolig.
Forneden tørrer hans rødder ud,
foroven visner hans grene.
Ingen i landet husker ham,
hans navn nævnes ikke på gaden.
Fra lyset stødes han ud i mørket,
han er forvist fra menneskers verden.
Han får ikke slægt og efterkommere i sit folk,
hvor han boede, er der ingen overlevende.
I vest gyser de over hans skæbnedag,
i øst gribes de af rædsel.
Ja, sådan er den uhæderliges bolig,
sådan er det sted, hvor man ikke kender Gud.