Bibelen online
Jobs Bog Kapitel 14
Et menneske, en kvindefødt,
har et kort liv, mættet med uro.
Han folder sig ud som en blomst og visner,
han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå;
og dog retter du dit blik mod ham
og bringer ham for retten hos dig.
Hvem kan gøre det urene rent?
Ikke én!
Når nu hans dage er fastsat,
og du har bestemt tallet på hans måneder,
sat den grænse, han ikke kan overskride,
vend så blikket fra ham, og lad ham være,
så han kan glæde sig som daglejeren over sin dag.
For et træ er der håb,
hvis det fældes, kan det skyde igen;
det holder ikke op med at sætte friske skud.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben dør i mulden,
gror det igen, så snart det mærker vand,
og sætter grene som et nyplantet træ.
Men dør en mand, er det forbi med ham,
udånder et menneske, hvor er det så?
Vandet kan svinde i søen,
floden kan blive tør og vandløs;
men har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke;
de vågner ikke, før himlen forgår,
de vækkes ikke af søvnen.
Gid du ville gemme mig i dødsriget,
skjule mig, til din vrede har lagt sig,
sætte en frist og så huske mig igen!
Kan en, der er død, få liv,
da ville jeg holde ud alle min trængsels dage,
til afløsningen kom.
Du skulle kalde, og jeg ville svare,
du skulle længes efter dine hænders værk.
Men nu holder du tal på mine skridt;
vogter du ikke på min synd?
Min overtrædelse ligger forseglet i pungen,
du har klistret til for min brøde.
Nej, et bjerg kan styrte sammen,
en klippe kan komme i skred;
sten rives med af vandet,
jord skylles væk af skybrud
– og du slukker menneskets håb.
Du tvinger ham i knæ for altid, så han må gå bort,
du forvrænger hans ansigt og sender ham væk.
Hædres hans sønner, ænser han det ikke,
går det dem dårligt, lægger han ikke mærke til det;
så mange smerter har han i kroppen,
så stor sorg har han i sjælen.
