Bibelen online

Jeremias' Bog Kapitel 34

Advarsel til kong Sidkija

Det ord, som kom til Jeremias fra Herren, mens babylonerkongen Nebukadnesar med hele sin hær og alle jordens kongeriger, som stod under hans herredømme, og alle folkeslagene gik til angreb på Jerusalem og alle byerne omkring den:

Dette siger Herren, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas konge Sidkija: Dette siger Herren: Jeg giver denne by i babylonerkongens magt, og han skal brænde den ned. Selv skal du ikke undgå at falde i hans magt; du bliver grebet og givet i hans magt. Du skal stå ansigt til ansigt med ham, og du skal komme til Babylon. Men hør nu Herrens ord, Sidkija, Judas konge! Dette siger Herren til dig: Du skal ikke dø for sværdet, du skal dø i fred. Ligesom man tændte ild til ære for dine forfædre, de konger, som var før dig, således skal man tænde ild til ære for dig og holde dødsklage over dig med råbet »Ve, herre!« Det er det ord, jeg har talt, siger Herren.

Profeten Jeremias talte alt dette i Jerusalem til Judas konge Sidkija, mens babylonerkongens hær gik til angreb på Jerusalem og de byer i Juda, der var tilbage, Lakish og Azeka. Kun disse to befæstede byer var tilbage af Judas byer.

Det ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Sidkija havde indgået en aftale med alle i Jerusalem om, at der skulle udråbes frigivelse; enhver skulle frigive sin hebraiske træl eller trælkvinde, så ingen havde en judæisk broder som træl. Alle de stormænd og borgere, som havde indgået aftalen om hver især at frigive sin træl og sin trælkvinde, så ingen mere skulle trælle for dem, holdt den og frigav dem. Men senere fortrød de og tog de trælle og trælkvinder, som de havde frigivet, tilbage og tvang dem på ny i trældom. Da kom Herrens ord til Jeremias: Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg sluttede den pagt med jeres fædre, da jeg førte dem ud af Egypten, af trællehuset: Når syv år er gået, skal en landsmand, en hebræer, der har solgt sig til dig og har tjent dig i seks år, frigives. Jeres fædre hørte ikke på mig og lyttede ikke til mig. Men nu har I gjort det, der er ret i mine øjne, og udråbt frigivelse enhver for sin landsmand, og I har indgået aftalen for mit ansigt i det hus, mit navn er udråbt over. Men I fortrød, og I har vanhelliget mit navn og taget de trælle og trælkvinder, som I havde frigivet, tilbage og på ny tvunget dem i trældom. Derfor siger Herren: Fordi I ikke hørte på mig og udråbte frigivelse enhver for sin broder og sin landsmand, vil jeg udråbe frigivelse for jer, siger Herren – frigivelse til sværd, pest og sult! Jeg gør jer til rædsel for alle jordens kongeriger.

De mænd, som overtræder min pagt og ikke overholder ordene i den aftale, de indgik for mit ansigt, da de skar kalven i to stykker og gik frem mellem de to halvdele – det var Judas stormænd, Jerusalems stormænd, hofmændene, præsterne og storbønderne, der gik frem mellem de to halvdele af kalven – dem giver jeg i hænderne på deres fjender og på dem, som stræber dem efter livet. Deres lig skal blive til føde for himlens fugle og jordens dyr. Og Judas konge Sidkija og hans stormænd giver jeg i hænderne på deres fjender og på dem, som stræber dem efter livet. Jeg giver dem i hænderne på babylonerkongens hær, som nu er under opbrud bort fra jer. For jeg befaler, siger Herren, at de skal vende tilbage til denne by og gå til angreb på den, indtage den og brænde den ned. Og Judas byer gør jeg til en ødemark, så ingen kan bo der.

Krydshenvisning:

Jer 52,4

2 Kong 25,1-2

Krydshenvisning:

Jer 21,10 32,3

Krydshenvisning:

Jer 32,4

Krydshenvisning:

Jer 52,11

Krydshenvisning:

Jer 52,11

2 Krøn 16,14

Jer 22,18

Krydshenvisning:

2 Mos 21,2

5 Mos 15,12

Krydshenvisning:

3 Mos 25,10

Krydshenvisning:

1 Mos 15,10

Krydshenvisning:

Jer 7,33

Krydshenvisning:

Jer 37,5

Krydshenvisning:

Jer 37,8

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.