Bibelen online
Jeremias' Bog Kapitel 9
Klagesang over Herrens straf
Gid der var et herberg for vejfarende i ørkenen,
så ville jeg forlade mit folk og gå fra dem,
for de er alle horkarle, en samling troløse.
De spænder tungen som en bue,
de har magten i landet
med løgn og ikke med sandhed;
de går fra ondskab til ondskab,
men mig kender de ikke, siger Herren.
Vogt jer for hinanden,
stol ikke på en broder!
Hver en broder er fuld af list,
hver en ven løber med sladder.
De bedrager hinanden,
de taler ikke sandhed;
de har lært deres tunge at tale løgn,
de handler slet og kan ikke høre op.
Vold følger på vold, falskhed på falskhed,
de nægter at kende mig, siger Herren.
Derfor siger Hærskarers Herre:
Jeg vil prøve dem i smeltediglen;
hvordan skulle jeg ellers behandle mit folks datter?
Deres tunge er en dræbende pil,
deres mund taler svig.
Som venner taler de til hinanden,
men i deres indre planlægger de baghold.
Skulle jeg ikke straffe dem for det,
siger Herren,
skulle jeg ikke tage hævn
over sådan et folk?
Jeg opløfter klage og gråd over bjergene,
synger dødsklage over steppens græsgange;
de er afsvedet, og ingen færdes der,
der høres ikke lyd af kvæg,
himlens fugle og alle dyrene
er flygtet og forsvundet.
Jeg gør Jerusalem til stendynger,
bolig for sjakaler;
Judas byer gør jeg til ødemarker,
og ingen bor der.
Hvem er den vise, der forstår dette? Til hvem har Herren talt, så han kan forkynde det? Hvorfor er landet gået til grunde? Hvorfor er det afsvedet som ørkenen, hvor ingen færdes? Herren siger: Fordi de svigtede den lov, jeg lagde frem for dem. De adlød mig ikke og fulgte ikke loven, men vandrede i deres hjertes forstokkethed; de fulgte Ba'alerne, som deres fædre havde lært dem. Derfor siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg giver dette folk malurt at spise og gift at drikke. Jeg spreder dem blandt folk, som hverken de eller deres fædre har kendt, og jeg forfølger dem med sværdet, indtil jeg har tilintetgjort dem.
Dette siger Hærskarers Herre:
Forstå det nu! Tilkald grædekonerne,
send bud efter de vise kvinder,
de skal skynde sig at komme
og istemme en klagesang over os.
Tårer strømmer fra vore øjne,
flyder fra vore øjenlåg.
Ja, fra Zion
lyder klageråb:
Ak, vi blev tilintetgjort,
vi blev til skamme!
Vi måtte forlade landet,
vi blev drevet ud af vore huse.
Hør Herrens ord, I kvinder,
lyt til ordene fra hans mund.
Lær jeres døtre klagesange,
lær hinanden dødsklage:
Døden steg op i vore vinduer,
kom ind i vore paladser;
den udryddede børnene på gaden
og de unge på torvene.
Du skal sige: Dette siger Herren:
Ligene ligger
som gødning på marken,
som neg efter høstfolkene,
ingen samler dem ind.
Dette siger Herren:
Den vise skal ikke være stolt af sin visdom,
den stærke skal ikke være stolt af sin styrke,
den rige skal ikke være stolt af sin rigdom.
Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette,
at han har indsigt og kender mig.
For jeg, Herren, øver trofasthed,
ret og retfærdighed på jorden;
det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.
Der skal komme dage, da jeg straffer de omskårne: Egypten, Juda, Edom, ammonitterne, Moab og alle dem med klippede tindinger, som bor i ørkenen. Alle folkene er uomskårne, men alle israelitterne er uomskårne på hjertet.
