Bibelen online
Jeremias' Bog Kapitel 45
Trøsteord til skriveren Baruk
Det ord, som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, dengang han skrev disse ord i en bog efter Jeremias' diktat. Det var i Josijas søn kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår: Dette siger Herren, Israels Gud, om dig, Baruk:
Du sagde: Ve mig!
Herren har føjet elendighed til min lidelse.
Mine suk udmatter mig,
jeg finder ikke hvile.
Sådan skal du sige til ham: Dette siger Herren: Hvad jeg har bygget op, vil jeg jævne med jorden, hvad jeg har plantet, vil jeg rykke op med rode; det gælder hele dette land. Du søger det store. Gør det ikke! Se, jeg bringer ulykke over alle mennesker, siger Herren, men dig giver jeg livet som bytte, overalt hvor du går hen.