Bibelen online
Jeremias' Bog Kapitel 30
De landflygtiges hjemvenden
Det ord, som kom til Jeremias fra Herren:
Dette siger Herren, Israels Gud: Skriv alle de ord, jeg har talt til dig, ned i en bog! For der skal komme dage, siger Herren, da jeg vender mit folk Israels og Judas skæbne og fører dem tilbage til det land, jeg gav deres fædre, og de skal tage det i besiddelse, siger Herren.
Det er de ord, som Herren har talt til Israel og til Juda: Dette siger Herren:
Vi har hørt angstråb,
der er frygt, ikke fred.
Spørg jer for, og se efter!
Mon en mand kan føde børn?
Hvorfor ser jeg da alle mænd
med hænderne på lænden
og med blege ansigter
som en fødende kvinde?
Ve jer! Stor er denne dag,
ingen dag er som den!
Det er en trængselstid for Jakob,
men han skal komme frelst ud af den.
På den dag, siger Hærskarers Herre, vil jeg bryde åget på deres nakke og sprænge deres lænker, og de skal ikke mere tjene for fremmede. Men de skal tjene Herren, deres Gud, og David, deres konge, som jeg lader fremstå for dem.
Men du, min tjener Jakob, vær ikke bange,
siger Herren,
Israel, lad dig ikke skræmme,
for jeg bringer dig frelst hjem fra det fjerne,
dine børn fra fangenskabets land.
Jakob skal vende hjem og leve roligt og trygt,
ingen skal jage ham bort.
Jeg er med dig, siger Herren,
og vil frelse dig.
Jeg tilintetgør alle de folk,
jeg spredte dig iblandt.
Dig vil jeg ikke tilintetgøre;
men jeg tugter dig med måde
og lader dig ikke helt ustraffet.
Dette siger Herren:
Din lidelse er uhelbredelig,
dit sår vil ikke læges;
ingen fører din sag,
såret vil ikke gro sammen og heles.
Alle dine elskere glemmer dig,
de søger ikke til dig.
For med fjendeslag har jeg slået dig,
en grusom straf,
fordi din skyld var stor
og dine synder mange.
Hvorfor skriger du over din lidelse,
over din ubodelige smerte?
Fordi din skyld var stor
og dine synder mange,
har jeg gjort dette mod dig.
Men alle, der åd dig, skal selv ædes,
og alle dine fjender skal gå i fangenskab.
De, som har plyndret dig,
skal selv blive plyndret,
og alle, der tog dig som bytte,
gør jeg til bytte.
Jeg heler dine sår,
læger dig efter de slag, du fik,
siger Herren.
For man kaldte dig den forstødte,
det er Zion,
som ingen søgte til.
Dette siger Herren:
Nu vender jeg skæbnen for Jakobs telte
og forbarmer mig over hans boliger.
Byer skal genopbygges på deres ruinhøje,
borge skal stå, som de stod.
Der skal lyde lovsang
og glædeslatter fra dem.
Jeg gør dem talrige, få skal de ikke være;
jeg gør dem herlige, ringe skal de ikke være.
Jakobs sønner skal være som før,
hans menighed skal bestå for mit ansigt.
Jeg straffer alle deres undertrykkere.
Deres hersker skal være en af deres egne,
den mægtige skal udgå af deres midte.
Jeg lader ham komme nær og træde frem for mig.
For hvem ellers vil sætte livet på spil
ved at træde frem for mig? siger Herren.
I skal være mit folk,
og jeg vil være jeres Gud.
Herrens storm bryder frem med vrede, en hvirvelstorm, der hvirvler over hovedet på de ugudelige. Herrens glødende vrede lægger sig ikke, før han har iværksat og gennemført sit hjertes planer. Til sidst skal I forstå dem!