Bibelen online
Jeremias' Bog Kapitel 20
Da præsten Pashkur, Immers søn, der var overopsynsmand i Herrens tempel, hørte Jeremias profetere disse ord, slog han profeten Jeremias og lod ham lægge i blokken i den øvre Benjamin-port til Herrens tempel. Og da Pashkur næste dag løslod Jeremias fra blokken, sagde Jeremias til ham: Herren kalder dig ikke mere Pashkur, men Alle-Vegne-Rædsel. For dette siger Herren: Jeg gør dig til rædsel for dig selv og alle dine venner; de skal falde for deres fjenders sværd, mens du ser på det. Hele Juda giver jeg i babylonerkongens magt; han skal føre dem bort til Babylon og hugge dem ned med sværd. Jeg overgiver denne bys rigdom og gods, alle dens kostbarheder og Judas kongers skatte til deres fjender; de skal tage det som bytte og bringe det til Babylon. Du, Pashkur, og alle, der bor i dit hus, skal gå i fangenskab; du skal komme til Babylon, og dér skal du dø og begraves, du og alle dine venner, som du har profeteret løgn for.
Jeremias' klage over angiverne
Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke,
du var mig for stærk, og du vandt.
Dagen lang er jeg til latter,
alle spotter mig.
Hver gang jeg taler, må jeg skrige,
råbe om vold og ødelæggelse,
for Herrens ord bringer mig dagen lang
kun spot og spe.
Når jeg sagde: »Jeg vil ikke tænke på ham
og ikke mere tale i hans navn«,
kom der i mit hjerte en brændende ild,
den rasede i mine knogler.
Jeg kan ikke holde det ud,
jeg kan ikke bære det!
Alle vegne er der rædsel,
jeg hører mange hviske:
»Angiv ham, lad os angive ham!«
Alle mine venner venter på,
at jeg skal snuble:
»Måske lader han sig lokke,
så vi kan få ram på ham
og hævne os på ham.«
Men Herren er med mig som en vældig kriger,
derfor skal mine forfølgere snuble og ikke få ram på mig;
de bliver til skamme, det lykkes ikke for dem,
skændselen varer evigt, den glemmes aldrig.
Hærskarers Herre, som prøver den retfærdige,
som ser hjerte og nyrer,
lad mig se din hævn over dem!
Dig overgiver jeg min sag.
Syng for Herren,
lovpris Herren,
for han redder den fattige
af forbrydernes hånd.
Forbandet den dag,
jeg blev født,
den dag, min mor fødte mig,
skal ikke være velsignet.
Forbandet den mand,
der bragte min far det budskab:
»Du har fået en søn!«
og gjorde ham meget glad.
Det skal gå den mand som de byer,
Herren ødelagde uden barmhjertighed.
Han skal høre skrig om morgenen
og kampråb ved middagstid,
fordi han ikke dræbte mig i moderlivet,
så min mor blev min grav
og hendes moderliv svangert for evigt.
Hvorfor kom jeg ud af moderlivet
for kun at se ulykke og sorg,
så mine dage svinder hen i skam?
