Bibelen online
Jeremias' Bog Kapitel 14
Folkets klage over tørken
Herrens ord, som kom til Jeremias, om tørken.
Juda sørger,
deres byer sygner hen.
Sørgende sidder de på jorden,
klageråb løfter sig fra Jerusalem.
Tjenerne sendes efter vand af deres herre,
de kommer til brønden,
men finder intet vand,
de vender hjem med tomme krukker.
De bliver til spot og spe og må tilhylle deres hoved.
Jorden er sprukken,
for det har ikke regnet i landet;
derfor bliver bønderne til skamme
og må tilhylle deres hoved.
Selv hinden efterlader sin nyfødte kalv på marken,
for der er intet grønt.
Vildæslerne står på den nøgne jord
og snapper efter vejret som sjakaler,
deres øjne stirrer sig trætte,
for der er intet græs.
Selv om vore synder vidner imod os,
må du, Herre, gribe ind for dit navns skyld;
vore frafald er mange, mod dig har vi syndet.
Du er Israels håb,
dets frelser i trængselstid.
Hvorfor er du som en fremmed i landet,
som en vejfarende, der kun tager ind for at overnatte?
Hvorfor er du som en søvngænger,
som en kriger, der ikke kan sejre?
Du bor dog hos os, Herre,
dit navn er nævnt over os;
gå ikke fra os!
Profeternes trøst er løgn
Dette siger Herren om folket her: Se, hvor de elsker at strejfe om, de sparer ikke deres fødder!
Men Herren glæder sig ikke over dem;
han husker deres skyld
og straffer deres synd.
Herren sagde til mig: »Du må ikke bede om lykke for dette folk. Når de faster, hører jeg ikke deres klage, og når de bringer brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke mod dem; men jeg vil tilintetgøre dem med sværd, sult og pest.« Jeg sagde: »Ak, Gud Herre! Profeterne fortæller dem, at de ikke skal frygte for sværd, og at sult ikke vil ramme dem, fordi du vil give dem tryghed og fred på dette sted.« Men Herren sagde til mig: »Profeterne profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke sendt dem, jeg har ikke givet dem befaling og ikke talt til dem. Løgnesyner, falske spådomme og svig ud af deres eget hjerte profeterer de for jer.« Derfor siger Herren mod profeterne, der profeterer i mit navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at sværd og sult ikke vil ramme dette land: Ved sværd og sult skal den slags profeter omkomme! Og det folk, de profeterede for, skal slænges hen i Jerusalems gader som ofre for sult og sværd; ingen begraver hverken dem eller deres koner, deres sønner eller døtre. Jeg vil udøse deres ondskab over dem.
Du skal sige dette til dem:
Tårer strømmer fra mine øjne,
nat og dag uden ophør,
jomfruen, mit folks datter, ligger lemlæstet,
såret vil slet ikke læges.
Går jeg ud på marken,
ligger de der, dræbt af sværdet;
går jeg ind i byen,
ligger de der, udtærede af sult.
Både profet og præst
slæbes bort til et land, de ikke kender.
Har du helt forkastet Juda?
Har du vraget Zion?
Hvorfor har du slået os, så vi ikke kan blive helbredt?
Vi håbede på fred, men der kom intet godt,
på helbredelsens tid, men der kom kun rædsel.
Herre, vi kender vor ondskab
og vore fædres skyld,
vi har syndet mod dig.
Forkast, foragt ikke din herligheds trone
for dit navns skyld;
husk din pagt med os, bryd den ikke!
Kan nogen af folkenes tomme guder sende regn?
Giver himlen regnskyl af sig selv?
Nej, det er dig, Herre,
vor Gud, som vi håber på,
det er dig, der gør alt dette.
