Bibelen online
Hoseas' Bog Kapitel 8
Krig og bortførelse som straf for afgudsdyrkelse
Sæt hornet for munden!
Som en ørn kommer de over Herrens hus,
fordi folket har brudt min pagt
og overtrådt min lov.
De råber til mig:
»Vor Gud! Vi israelitter kender dig.«
Men Israel har forkastet det gode,
fjenden skal forfølge dem.
De udråber konger, som ikke er fra mig,
de kårer stormænd, som jeg ikke kendes ved.
Af deres sølv og guld
laver de gudebilleder,
men de skal tilintetgøres.
Forkast din tyrekalv, Samaria!
Min vrede er flammet op mod dem,
hvor længe kan de fortsætte i urenhed,
når de dog er israelitter?
En håndværker har lavet
Samarias tyrekalv;
den er ikke Gud,
den skal gå i splinter!
De sår vind
og høster storm.
Korn uden kerne
giver ikke mel,
og hvis det gør,
æder fremmede det op.
Israel bliver ædt op;
de er et ubrugeligt kar
blandt folkene.
De drager til Assyrien,
som et enligt vildæsel;
Efraim køber sig kærlighed.
Men selv om de får den hos folkene,
vil jeg drive dem sammen;
og snart skal de vånde sig
under byrden af konge og stormænd.
Da Efraim byggede mange syndofferaltre,
blev altrene til synd for ham.
Jeg skrev mine mange love,
men han regnede dem ikke for noget.
De bringer kærlighedsofre,
de spiser kødet;
men Herren tager ikke imod dem.
Han husker deres skyld
og straffer deres synd;
de skal tilbage til Egypten!
Israel glemte sin skaber
og byggede paladser,
Juda befæstede mange byer.
Derfor sender jeg ild mod deres byer,
den fortærer deres borge.