Bibelen online
Hoseas' Bog Kapitel 11
Jeg fik Israel kær, da han var ung,
fra Egypten kaldte jeg min søn.
Jo mere der blev kaldt på dem,
des mere vendte de sig bort;
de ofrede til Ba'alerne,
tændte offerild for gudebillederne.
Det var dog mig, der lærte Efraim at gå
og tog dem op på armen;
men de vidste ikke,
at jeg ville helbrede dem.
Jeg holdt dem i menneskebånd,
i kærlighedens tøjler;
jeg var som den,
der løfter barnet op til kinden,
jeg bøjede mig ned
og gav det mad.
Han skal vende tilbage til Egypten,
Assyrien skal være hans konge,
fordi de nægtede at vende om.
Sværdet skal rase i hans byer,
tilintetgøre hans orakelpræster og fortære dem
på grund af deres rænker.
Mit folk holder fast ved sit frafald;
den Højeste påkalder de,
men han rejser dem ikke.
Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim?
Skulle jeg opgive dig, Israel?
Skulle jeg prisgive dig som Adma?
Skulle jeg gøre dig som Sebojim?
Mit hjerte vender sig,
medfølelsen vælder op i mig.
Jeg vil ikke bruge min glødende vrede,
jeg ødelægger ikke Efraim igen,
for jeg er Gud,
ikke menneske,
jeg er hellig iblandt jer.
Jeg bringer ikke rædsel.
Herren skal de følge,
han brøler som en løve.
Når han brøler,
kommer sønnerne skælvende fra vest;
de kommer skælvende fra Egypten som fugle,
fra Assyrien som duer;
da vil jeg lade dem bo i deres egne huse,
siger Herren.
