Bibelen online
Højsangen Kapitel 5
Nu kommer jeg til min have, min søster, min brud,
jeg plukker min myrra og min balsam,
jeg spiser min bikage og min honning,
jeg drikker min vin og min mælk.
Spis, venner,
drik, og berus jer i elskov!
Jeg sov, men mit hjerte var vågent.
Hør, min elskede banker på:
»Luk op for mig, min søster, min kæreste,
min due, mit ét og alt.
Mit hår er fuldt af dug,
mine lokker af nattens dråber.«
»Jeg har taget min kjole af,
skal jeg tage den på igen?
Jeg har vasket mine fødder,
skal jeg snavse dem til igen?«
Min elskede stak hånden gennem hullet,
og mit indre skælvede.
Jeg stod op for at åbne for min kæreste;
mine hænder dryppede af myrra,
mine fingre dryppede af flydende myrra
ned over dørslåen.
Jeg åbnede for min elskede,
men min elskede var forsvundet;
han var væk, og jeg blev ude af mig selv,
jeg søgte ham, men fandt ham ikke,
jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke.
Vægterne, der går rundt i byen, fandt mig;
de slog mig og sårede mig,
murenes vægtere rev sjalet af mig.
Jeg besværger jer,
Jerusalems døtre:
Hvis I finder min elskede,
hvad skal I da fortælle ham?
At jeg er syg af kærlighed.
Hvad har din elskede frem for andre,
du smukkeste blandt kvinder?
Hvad har din elskede frem for andre,
siden du besværger os sådan?
Min elskede er hvid og rød,
ypperst blandt titusinder.
Hans hoved er det reneste guld;
hans lokker er daddelklaser,
sorte som ravnen.
Hans øjne er som duer
ved vandløb;
badet i mælk
sidder de i deres huler.
Hans kinder er som et balsambed,
hvor der vokser vellugtende urter;
hans læber er liljer,
der drypper af flydende myrra.
Hans arme er guldstave
indlagt med krysolit;
hans mave er en elfenbensplade
besat med safir.
Hans ben er alabastsøjler,
der står på fodstykker af guld;
hans skikkelse er som Libanon,
prægtig som cedertræer.
Hans gane er sødme,
alt ved ham er dejligt.
Sådan er min elskede, sådan er min ven,
Jerusalems døtre.