Bibelen online
Brevet til Hebræerne Kapitel 9
Præstetjenesten under den gamle pagt
Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten og sin jordiske helligdom. For der var indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes det Hellige. Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste. Det indeholdt et røgelsesofferalter af guld og pagtens ark, der var beslået med guld over det hele; i den var der en guldkrukke med manna og Arons stav, som havde skudt friske skud, og pagtens tavler. Og oven over arken var herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket; men det skal der ikke gås i enkeltheder med nu.
Således er dette indrettet, og i det forreste rum går præsterne til stadighed ind, når de gør tjeneste; men i det andet rum går kun ypperstepræsten ind og kun én gang om året og ikke uden at have blod med, som han frembærer for sine egne og folkets uvidenhedssynder. Dermed giver Helligånden til kende, at vejen til det Allerhelligste endnu ikke er åbnet, så længe det forreste rum består. Dette er et billede på den nuværende tid: Der frembæres gaver og ofre, som, hvad samvittigheden angår, ikke kan føre den, som dyrker Gud, til målet. De er, ligesom mad og drikke og forskellige renselser, kun jordiske forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning.
Kristi offertjeneste for den nye pagt
Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.
Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt. For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres; et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever. Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod. For da Moses havde læst alle buddene i loven for hele folket, tog han blodet af kalvene og bukkene tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og stænkede det både på bogen og på hele folket, idet han sagde: »Dette er pagtens blod, den pagt, Gud har sluttet med jer.« Og på samme måde stænkede han også blod på Åbenbaringsteltet og alle karrene, som bruges ved gudstjenesten. Ja, efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod.
Det er altså nødvendigt, at efterligningerne af det, der er i himlene, renses på denne måde, men de himmelske ting selv må renses ved bedre ofre end disse. For Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er en efterligning af den virkelige, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os; han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget, for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer. Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.
