Bibelen online
Brevet til Hebræerne Kapitel 7
Et præstedømme som Melkisedeks
For denne Melkisedek, Salems konge og præst for Gud den Højeste – det var ham, som gik Abraham i møde, da han vendte tilbage efter sejren over kongerne, og velsignede ham, og som Abraham gav tiende af det alt sammen – han er for det første, når hans navn oversættes, Retfærdighedskonge, dernæst er han Salems konge, det vil sige Fredskonge; han er uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig.
Se dog, hvor stor han er, han, som patriarken Abraham gav det bedste af byttet som tiende. De af Levis sønner, der bliver præster, skal efter lovens bestemmelse tage tiende af folket, det vil sige af deres brødre, skønt også de nedstammer fra Abraham. Men han, som ikke er af deres slægt, har taget tiende af Abraham og velsignet ham, som havde Guds løfter. Men det kan ikke benægtes, at det er det ringere, som velsignes af det stærkere. Ellers er det dødelige mennesker, der tager tiende, men her er det en, om hvem det bevidnes, at han forbliver i live. Og så at sige har også Levi, som ellers er den, der tager tiende, selv givet tiende gennem Abraham; for skønt endnu ikke født var han i sin stamfader, da Melkisedek gik ham i møde.
Hvis nu målet kunne nås gennem det levitiske præstedømme – og på grundlag af det fik folket sin lov – hvorfor måtte der så komme en anden, der er præst på Melkisedeks vis, og tales om en, der ikke er præst som Aron? Når der sker en forandring med præstedømmet, sker der nødvendigvis også en forandring af loven. For han, der her er tale om, tilhører en anden stamme, hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret. Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme. Det bliver endnu tydeligere, når der fremstår en anden slags præst, som ligner Melkisedek, og som ikke er blevet præst i medfør af en lov, der kræver en bestemt kødelig afstamning, men i medfør af et uophørligt livs kraft. Det er bevidnet om ham:
Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.
Der er altså tale om, at et tidligere bud ophæves, fordi det var svagt og nytteløst – loven førte jo ikke til målet – men der indføres i stedet noget bedre, nemlig det håb, hvori vi kommer Gud nær.
Dette er ikke sket uden at være bekræftet med en ed, for mens de levitiske præster er blevet præster uden ed, er han blevet det i kraft af en ed fra Gud, der sagde til ham:
Herren har svoret og angrer det ikke:
Du er præst for evigt,
og dermed er Jesus blevet garant for en bedre pagt. Mens de andre præster har været flere efter hinanden, fordi døden hindrede dem i at fortsætte, har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han selv er til for evigt. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.
For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en, der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en, der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer. For loven indsætter skrøbelige mennesker som ypperstepræster, men edsordet, der er nyere end loven, indsætter en søn, som for evigt er nået til målet.
