Bibelen online
Brevet til Hebræerne Kapitel 2
Jesu frelsergerning
Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det. For når selv det ord, der var talt ved engle, havde gyldighed, og enhver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor, at den fra først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, alt imens Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje.
For han underlagde ikke den kommende verden, som vi taler om, under engle; men som én et sted har vidnet:
Hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har kun en kort tid gjort ham ringere end engle,
med herlighed og ære har du kronet ham,
alt har du lagt under hans fødder.
For da han lagde alt under ham, undtog han intet fra at være underlagt ham. Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham; men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.
For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser. For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, men siger:
Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i menighedens midte vil jeg lovprise dig,
og ligeledes:
Jeg vil sætte min lid til ham,
endvidere:
Her er jeg og de børn, Gud har givet mig.
Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.
