Bibelen online
Paulus' Brev til Filipperne Kapitel 1
Fra Paulus og Timotheus, Kristi Jesu tjenere.
Til alle de hellige i Kristus Jesus, jer, der bor i Filippi, samt tilsynsmænd og menighedstjenere.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
Bøn for menigheden om kærlighed og dømmekraft
Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.
Paulus' fangenskab og evangeliets forkyndelse
Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet, så det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker, og i tillid til Herren har de fleste af brødrene ved mine lænker fået større mod til at tale ordet uden frygt. Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje, og de gør det af kærlighed, da de ved, at jeg er sat til at forsvare evangeliet; men de andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, for de tror, at de kan føje ny trængsel til mine lænker. Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over.
Men jeg vil også blive ved med at glæde mig. For jeg ved, at dette ved jeres forbøn og med Jesu Kristi ånds hjælp skal ende med min frelse. Det venter jeg med længsel på, og jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø. Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen, så Kristus Jesus endnu mere kan være jeres stolthed ved hjælp af mig, når jeg igen er hos jer.
Livet i troen på evangeliet
Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium, så at jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, kan høre om jer, at I står fast i én ånd, og at I med én sjæl kæmper sammen for troen på evangeliet og ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne; det er et tegn for dem på deres fortabelse, men på jeres frelse, og det tilmed fra Gud. For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld i den samme kamp, som I har set mig i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.