Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 45

Fordelingen af jorden

Når I fordeler landet som ejendom, skal I afgive en lod til Herren, en hellig del af landet; den skal være 25.000 alen lang og 20.000 alen bred. Den skal være hellig inden for hele landets område. – Af denne skal et kvadratisk stykke på 500 gange 500 alen høre til helligdommen, med 50 alen græsmark udenom. – Heraf skal du udmåle et stykke, 25.000 alen langt og 10.000 alen bredt; dér skal helligdommen stå, det er højhelligt. Det er den hellige del af landet; den skal tilhøre præsterne, som gør tjeneste i helligdommen, dem, som kommer nær for at gøre tjeneste for Herren; den skal de have til deres huse og til græsmark for deres kvæg. Et stykke, 25.000 alen langt og 10.000 alen bredt, skal levitterne, som gør tjeneste i templet, have som ejendom med byer til at bo i. Som byens ejendom skal I give et stykke, 5.000 alen bredt og 25.000 alen langt, langs med det, der er afgivet til helligdommen; det skal tilhøre hele Israels hus. Til fyrsten skal der være et stykke på begge sider af byens ejendom og af det, der er afgivet til helligdommen, vest og øst for helligdommens lod og byens ejendom. Længden skal svare til en af jordlodderne fra vestgrænsen til østgrænsen af landet; det skal være hans ejendom i Israel. Mine fyrster skal ikke længere udnytte mit folk, men give landet til Israels hus, stamme for stamme.

Korrekt mål og vægt

Dette siger Gud Herren: Nu er det nok, Israels fyrster! Fjern vold og ødelæggelse, øv ret og retfærdighed, og hold op med at drive mit folk fra hus og hjem, siger Gud Herren. I skal bruge korrekt vægt, korrekt efa og korrekt bat. Efa og bat skal være samme mål, så en bat rummer en tiendedel homer og en efa en tiendedel homer. Det skal fastsættes i forhold til en homer. En sekel skal være 20 gera, fem sekel skal være fem sekel, ti sekel skal være ti sekel, og 50 sekel skal svare til en mine.

Afgifter til templet

Dette er den afgift, I skal yde: en sjettedel efa af en homer hvede og en sjettedel efa af en homer byg. Bestemmelsen om olie – olie måles i bat –: en tiendedel bat af en kor. Ti bat udgør en kor. Et lam fra småkvæget af hver 200 stykker af Israels kvæg som offergave, til brændoffer og til måltidsoffer for at skaffe soning for dem, siger Gud Herren. Alle i landet er forpligtet på denne afgift til fyrsten i Israel. Men fyrsten er forpligtet på brændofferet, afgrødeofferet og drikofferet ved valfartsfesterne, nymånedagene og sabbatterne, alle Israels fester. Han skal sørge for syndofferet, afgrødeofferet, brændofferet og måltidsofferet for at skaffe soning for Israels hus.

Offerlove

Dette siger Gud Herren: I den første måned, på den første dag i måneden, skal du tage en lydefri tyrekalv og rense helligdommen for synd. Præsten skal tage noget af syndofferets blod og komme det på templets dørstolper og på de fire hjørner af alterets afsats og på dørstolperne i porten i den indre forgård.

På samme måde skal du bære dig ad på den syvende dag i måneden for den, som synder uforsætligt og af uvidenhed; I skal skaffe templet soning.

I den første måned, på den fjortende dag i måneden, skal I fejre påsken, en valfartsfest; syv dage skal der spises usyrede brød. På denne dag skal fyrsten bringe en tyr som syndoffer for sig selv og for hele folket; og på festens syv dage skal han bringe syv lydefri tyre og syv lydefri væddere som brændoffer til Herren, hver dag i de syv dage, og hver dag en gedebuk som syndoffer; som afgrødeoffer skal han bringe en efa for hver tyr og en efa for hver vædder og en hin olie for hver efa.

I den syvende måned, på den femtende dag i måneden, ved valfartsfesten, skal han i syv dage ofre det samme som syndoffer, brændoffer, afgrødeoffer og olie.

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Ez 46,18

Krydshenvisning:

Ez 44,6

Krydshenvisning:

3 Mos 19,36

5 Mos 25,15

Krydshenvisning:

2 Mos 30,13

Krydshenvisning:

3 Mos 4,22 5,17-18

Krydshenvisning:

3 Mos 23,5

Krydshenvisning:

4 Mos 28,17-25

Krydshenvisning:

Ez 46,5

4 Mos 15,4-12

Krydshenvisning:

3 Mos 23,34

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.