Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 42

Så førte han mig ud i den ydre forgård mod nord og ind i kammerbygningen ved den åbne plads, mod nord over for bygningen. Den var 100 alen lang på nordsiden og 50 alen bred og lå ud til den indre forgård, der var 20 alen bred, over for brolægningen i den ydre forgård. Kammerbygningen var bygget med tre afsatser. Foran kamrene mod nord, på den side, der vendte indad, var der en passage, ti alen bred og 100 alen lang, med døre til kamrene. De øverste kamre var smalle, for afsatserne tog noget af pladsen fra den underste og mellemste etage i bygningen. Der var tre etager, men der var ikke søjler, som der var i forgårdene; derfor måtte kamrene set nedefra rykkes tilbage i forhold til de underste og i forhold til de midterste. Ud fra kamrene var der en mur i forlængelse af siden på kamrene ud imod den ydre forgård. Muren var 50 alen lang, for kamrene i den ydre forgård var 50 alen lange, mens kamrene over for templet var 100 alen. Når man fra den ydre forgård kom til disse kamre, var adgangen fra øst neden for dem, der hvor muren ud mod forgården begyndte.

Mod syd foran den åbne plads og foran bygningen var der kamre, og der var en passage foran dem. Med hensyn til længde og bredde og med hensyn til alle udgange og proportioner så de ud som kamrene, der vendte mod nord, hvis døre svarede til dørene til de kamre, der vendte mod syd. Når man kom dertil, var der en indgang fra øst, hvor vejen langs indhegningsmuren begyndte.

Han sagde til mig: »Kamrene mod nord og mod syd på begge sider af den åbne plads er de hellige kamre, hvor de præster, der må komme nær til Herren, spiser de højhellige offergaver. Dér skal de lægge de højhellige offergaver, både afgrødeofferet og syndofferet og skyldofferet, for dette sted er helligt. Når præsterne er gået ind i helligdommen, må de ikke derfra gå ud i den ydre forgård, men i kamrene skal de lægge de klæder, som de gjorde tjeneste i, for de er hellige. De skal tage andre klæder på, før de går ud, hvor folket er.«

Da han havde afsluttet opmålingen inden for tempelområdet, førte han mig ud gennem porten, som vendte mod øst, og målte det hele vejen rundt. Han målte østsiden med målestokken: 500 alen. Han drejede og målte nordsiden med målestokken: 500 alen. Han drejede og målte sydsiden med målestokken: 500 alen. Han drejede og målte vestsiden med målestokken: 500 alen. På alle fire sider målte han det. Der var en mur hele vejen rundt, 500 alen på langs og 500 alen på tværs. Den skulle skille helligt fra uhelligt.

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:
Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Ez 44,19

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.