Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 41

Derpå førte han mig ind i tempelhallen. Han målte dørposterne på begge sider: seks alen brede. Døråbningen var ti alen bred, og dens vægge på begge sider var fem alen. Han målte hallens længde: 40 alen, og bredden: 20 alen.

Han gik ind i det indre rum. Han målte åbningens dørposter: to alen. Åbningen var seks alen, og dens sidevægge var syv alen. Han målte rummets længde: 20 alen, og dets bredde: 20 alen; det lå bag ved tempelhallen. Han sagde til mig: »Dette er det Allerhelligste.«

Han målte templets mur: seks alen bred. Siderummene hele vejen rundt om templet var fire alen brede. Siderummene var i tre etager, og i templets mur var der fremspring hele vejen rundt ud imod siderummene som fæste for bjælkerne; de var ikke bygget ind i templets mur. Rundgangen til siderummene blev bredere opefter; for templet havde en rundgang opefter hele vejen rundt; derfor blev det bredere opefter. Fra den underste etage kom man op til den øverste gennem den midterste. Jeg så, at der var en forhøjning hele vejen rundt om templet som fundament for siderummene, et fuldt mål, seks alen, ud til kanten. Siderummets ydermur var fem alen bred, og der var et åbent stykke mellem templets siderum og kamrene; det var 20 alen bredt og gik hele vejen rundt om templet. Der var døre fra siderummet ud til det åbne stykke, en dør mod nord og en dør mod syd. Muren ud imod det åbne stykke var fem alen bred hele vejen rundt.

Bygningen for enden af den åbne plads, mod vest, var 70 alen bred; bygningens mur var fem alen bred hele vejen rundt, og den var 90 alen lang.

Han målte templet; det var 100 alen langt. Den åbne plads, bygningen og dens mure var 100 alen lang. Templets facade og pladsen mod øst var 100 alen bred. Han målte længden af bygningen bagved, for enden af pladsen, og dens korridorer på begge sider: 100 alen.

Der var lagt loft over tempelhallen, inderrummet og forhallen ud til forgården. Vinduerne havde gitterværk, og der var tre afsatser oven for soklen. Væggene var dækket med træ hele vejen rundt; de var beklædt fra gulvet op til vinduerne og op over døren. I inderrummet og udenfor, på væggen hele vejen rundt i det indre og det ydre rum, var der felter med udskårne keruber og palmetter. Der var en palmette mellem to keruber, og hver kerub havde to ansigter, et menneskeansigt vendt mod palmetten på den ene side og et løveansigt vendt mod palmetten på den anden side; det var udskåret hele vejen rundt i templet. Keruberne og palmetterne var udskåret på væggen fra gulvet til op over døren. Tempelhallen havde dørstolper med fire indhak.

Foran det hellige rum var der noget, der så ud som et alter af træ, tre alen højt, to alen langt og to alen bredt, og dets hjørner, sokkel og sider var af træ. Og han sagde til mig: »Det er bordet, der står foran Herren.«

Tempelhallen og det hellige rum havde hver en tofløjet dør. Dørene havde to fløje, to drejelige fløje, to på den ene dør og to på den anden. Der var udskårne keruber og palmetter på tempelhallens døre ligesom på væggene. Der var en gesims af træ på ydersiden af forhallen. Vinduerne havde gitterværk, og der var palmetter på forhallens sidevægge, på templets siderum og på gesimserne.

Krydshenvisning:

Ez 1,10

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.