Bibelen online

Ezekiels Bog Kapitel 13

Veråb over de falske profeter

Herrens ord kom til mig: Menneske, du skal profetere imod Israels profeter, som selv profeterer, og sige til dem, der profeterer ud af eget hjerte: Hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren: Ve de tåbelige profeter, som følger egen indskydelse uden at have haft syner. Israel, dine profeter er som ræve i ruinerne. I har hverken stillet jer op i murbruddene eller rejst gærde om Israels hus, så det kunne holde stand i krigen på Herrens dag. Deres syner var falske og deres spådomme løgn, når de sagde: »Herren siger«, for Herren havde ikke sendt dem. Alligevel ventede de, at det skulle gå i opfyldelse. Var det ikke falske syner, I skuede? Var det ikke løgnespådomme, I kom med? I sagde: »Herren siger«, men jeg havde ikke talt noget. Derfor siger Gud Herren: Fordi det er falsk, hvad I siger, og løgn, hvad I ser, kommer jeg over jer, siger Gud Herren. Min hånd skal ramme de profeter, der har falske syner og spår løgn. De skal ikke sidde i mit folks råd, ikke skrives på Israels mandtalsliste og ikke komme til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Gud Herren.

De fører mit folk vild og siger, at der er fred, skønt der ikke er fred; folket bygger en væg, og de pudser den med kalk. Sig derfor til dem, der pudser væggen, at den vil vælte; når regnen skyller ned og haglene falder, når orkanen bryder løs, så vælter væggen. Vil man så ikke sige til jer: »Hvor er den kalk, I pudsede med?« Derfor siger Gud Herren: I min harme lader jeg orkanen bryde løs; i min vrede lader jeg regnen skylle ned, og fordi jeg er vred, falder der ødelæggende hagl. Muren, I pudsede, river jeg ned og jævner med jorden, så grundmuren blottes; byen falder, og I omkommer. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg giver min harme frit løb mod væggen og mod dem, der pudsede den, så man siger til jer: »Væggen er borte, og de, der pudsede den, er borte!« Det var Israels profeter, der profeterede om Jerusalem og havde syner om fred, skønt der ikke var fred, siger Gud Herren.

Du, menneske, vend dig mod de kvinder i dit folk, der profeterer ud af eget hjerte. Du skal profetere imod dem og sige: Dette siger Gud Herren: Ve dem, når de syr bånd til ethvert håndled og laver hovedklæder i alle størrelser for at jage mennesker. Vil I jage mennesker i mit folk og holde mennesker i live til gavn for jer selv? For nogle håndfulde byg og et par stykker brød vanhelliger I mig i mit folk. I dræber mennesker, som ikke skulle dø, og holder mennesker i live, som ikke skulle leve, når I lyver for mit folk, der må lytte til løgn. Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod de bånd, I jager mennesker med, som var de fugle; jeg river dem af jeres arme, og de mennesker, I jagede, slipper jeg løs som fugle. Jeg river jeres hovedklæder i stykker og redder mit folk ud af jeres hænder; de skal ikke mere være jagtbytte for jer. Så skal I forstå, at jeg er Herren.

I bringer lidelse over den retfærdige ved jeres falskhed, skønt jeg ikke ville bringe lidelse over ham, og I opmuntrer den uretfærdige, så han ikke vender om fra sin onde vej, skønt jeg gerne ville lade ham leve. Derfor skal I ikke mere have falske syner eller drive spådomskunst. Jeg redder mit folk ud af jeres hænder. Så skal I forstå, at jeg er Herren.

Krydshenvisning:

Ez 34,2

Jer 23,9-40

Krydshenvisning:

Jer 14,14

Krydshenvisning:

Ez 22,30

Es 2,12

Krydshenvisning:

Ez 22,28

Jer 5,31

Krydshenvisning:

Ez 14,9

Krydshenvisning:

Jer 6,14

1 Thess 5,3

Krydshenvisning:

Sir 49,9

Krydshenvisning:

Sir 49,9

Krydshenvisning:

Sir 49,9

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.