Bibelen online
Ezekiels Bog Kapitel 7
Herrens vredes dag er nær
Herrens ord kom til mig: Du, menneske, dette siger Gud Herren til Israels land:
Enden kommer!
Enden kommer over de fire verdenshjørner.
Nu er enden over dig.
Jeg sender min vrede imod dig.
Jeg dømmer dig for din færd,
gengælder dig alle dine afskyelige handlinger.
Jeg viser dig ingen barmhjertighed,
ingen skånsel,
jeg gengælder dig din færd,
dine afskyelige handlinger skal ramme dig selv.
Så skal I forstå, at jeg er Herren.
Dette siger Gud Herren:
Ulykke efter ulykke!
Den kommer!
Enden kommer,
enden kommer,
den gør ende på dig!
Se, den går ned,
himlens krone går ned
for dig, som bor i landet.
Tiden er inde,
dagen er nær;
der er rædsel på bjergene,
der lyder ingen jubelråb.
Snart udøser jeg min harme over dig,
giver min vrede mod dig frit løb.
Jeg dømmer dig for din færd,
gengælder dig alle dine afskyelige handlinger.
Jeg viser ingen barmhjertighed,
ingen skånsel;
jeg gengælder dig din færd,
dine afskyelige handlinger skal ramme dig selv.
Så skal I forstå, at jeg er Herren;
det er mig, der slår!
Dagen er kommet!
Se, himlens krone går ned,
himlens krone står op.
Uretten skyder op,
overmodet blomstrer,
volden vokser til gudløs uret.
Bort med dem!
Bort med deres larmende hob!
Bort med deres larm,
ingen herlighed hos dem!
Tiden er kommet,
dagen er inde!
Køberen skal ikke glæde sig,
sælgeren skal ikke sørge,
for vreden rammer hele den larmende hob.
Sælgeren skal ikke vende tilbage til den ejendom, han har solgt, mens de er i live. For vreden rammer hele den larmende hob, den hører ikke op. På grund af sin skyld kan ingen sikre sit liv.
De støder i hornet,
og alt er parat;
men ingen går i krig,
for min vrede rammer hele den larmende hob.
Udenfor er der sværd,
indenfor pest og sult.
Den, som er på marken,
skal dø for sværd.
Den, som er i byen,
skal sult og pest fortære.
Nogle af dem undslipper
og når op i bjergene
som duer fra dalene;
men de skal alle dø,
hver på grund af sin skyld.
Alle hænder synker,
alle knæ bliver bløde.
De klæder sig i sæk,
hyller sig i frygt;
hvert ansigt er dækket af skam,
hvert hoved er skaldet.
Deres sølv kaster de på gaderne,
deres guld bliver til skarn.
Deres sølv og guld kan ikke redde dem
på Herrens vredes dag;
det kan ikke mætte dem,
det kan ikke fylde deres bug,
for det blev årsag til deres skyld.
Dets skønne pragt gjorde de til deres stolthed,
de lavede deres afskyelige og ækle gudebilleder deraf.
Derfor gør jeg deres sølv og guld til skarn.
Jeg gør det til rov for de fremmede,
til bytte for jordens gudløse;
de skal vanhellige det.
Jeg vender mit ansigt bort fra dem.
Min dyrebare bolig bliver vanhelliget,
voldsmænd trænger ind og vanhelliger den,
de rører den hellige kæde.
For landet er fuldt af blodskyld,
byen er fuld af vold.
Jeg henter onde folkeslag,
de skal tage deres huse i besiddelse.
Jeg gør ende på deres stolte styrke,
deres helligdomme skal vanhelliges.
Angsten kommer,
de søger fred, men får den ikke.
Ulykke følger på ulykke,
rygte føjes til rygte.
De søger syner hos profeten,
både præstens belæring
og de ældstes råd slår fejl.
Kongen sørger,
fyrsten klæder sig i rædsel,
landets folk lammes af forfærdelse.
Jeg gengælder dem deres færd,
og jeg dømmer dem med deres egne domme.
Så skal de forstå, at jeg er Herren.
