Jerusalems kommende herlighed
v1 Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
v2 For se, mørket dækker jorden,
mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.
v3 Folkeslag skal komme til dit lys
og konger til din stråleglans.
v4 Løft blikket, og se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig,
dine sønner kommer fra det fjerne,
dine døtre bæres ved hoften.
v5 Da stråler du af glæde, når du ser det,
dit hjerte banker og svulmer,
når havets skatte bringes til dig
og folkenes rigdom kommer til dig.
v6 Kameler i mængde flokkes hos dig,
dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;
de forkynder Herrens pris.
v7 Alle fårene fra Kedar samles hos dig,
Nebajots væddere er til din tjeneste;
jeg tager imod ofrene på mit alter
og smykker mit herlige tempel.
v8 Hvem er det, der kommer som sejlende skyer,
som duer, der flyver til dueslaget?
v9 Det er skibe fra de fjerne øer, der samles,
med Tarshish-skibe i spidsen.
De bringer dine sønner fra det fjerne,
sølv og guld har de med
til Herren din Guds navn,
til Israels Hellige, for han vil smykke dig;
v10 fremmede skal genopbygge dine mure,
og deres konger skal tjene dig.
For i min vrede slog jeg dig,
men i min nåde forbarmer jeg mig over dig.
v11 Dine porte skal altid stå åbne,
de lukkes hverken dag eller nat,
så folkenes rigdom kan bringes til dig
og deres konger blive ført til dig.
v12 For det folk eller rige, der ikke vil tjene dig, skal gå til grunde,
og folkene skal lægges øde.
v13 Libanons herlighed kommer til dig,
både enebær, ask og cypres,
til at smykke mit hellige sted,
og jeg vil ære stedet, hvor mine fødder hviler.
v14 Dine undertrykkere kommer krybende til dig,
de, der lod hånt om dig, kaster sig ned for dine fødder;
de kalder dig Herrens by,
Israels Helliges Zion.
v15 Mens du før var forladt,
forhadt og mennesketom,
gør jeg dig nu til evig stolthed
og til fryd i slægt efter slægt.
v16 Du skal suge folkeslags mælk
og die kongers bryst.
Så skal du erkende, at jeg, Herren, frelser dig,
Jakobs Mægtige løskøber dig.
v17 Jeg bringer guld i stedet for bronze
og sølv i stedet for jern,
bronze i stedet for træ
og jern i stedet for sten.
Jeg gør fred til din øvrighed
og retfærdighed til din hersker.
v18 Der høres ikke længere om vold i dit land,
om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser;
dine mure skal du kalde Frelse
og dine porte Lovsang.
v19 Solen er ikke længere
dit lys om dagen,
det er ikke månen,
der lyser for dig om natten;
men Herren skal være dit evige lys,
og din Gud er din herlighed.
v20 Din sol går ikke ned,
og din måne tager ikke af,
for Herren er dit evige lys,
og dine sørgedage er forbi.
v21 Alle i dit folk er retfærdige,
og evigt skal de eje landet
et skud, som Herren har plantet,
hans hænders værk til hans ære.
v22 Den mindste bliver til tusind
og den yngste til et mægtigt folk.
Jeg er Herren,
jeg vil fremskynde det, når tiden er inde.