Bibelen online

Esajas' Bog Kapitel 51

Det hærgede Jerusalems genrejsning

Hør mig, I, som stræber efter retfærdigheden,

I, som søger Herren:

Se hen til den klippe, I blev hugget løs fra,

og til den grube, I blev boret ud af.

Se hen til Abraham, jeres fader,

og til Sara, som fødte jer.

For han var kun én, da jeg kaldte ham,

men jeg velsignede ham og gjorde ham talrig.

Ja, Herren trøster Zion,

trøster alle hendes ruiner;

han gør hendes ørken som Eden,

det øde land som Herrens have.

Fryd og glæde skal der lyde,

takkesang og klingende spil.

Lyt til mig, mit folk,

mit folkefærd, hør på mig!

For der udgår belæring fra mig,

i et nu gør jeg min ret til lys for folkene.

Min retfærdighed er nær,

min frelse kommer,

min arm dømmer folkene.

De fjerne øer håber på mig,

de venter på min stærke arm.

Løft jeres øjne mod himlen,

vend blikket mod jorden hernede;

for himlen skal opløses som røg,

jorden skal slides op som klæder,

og de, der bor på den, skal dø som myg.

Men min frelse varer til evig tid,

og min retfærdighed hører ikke op.

Hør mig, I, der kender retfærdighed,

du folk med min lov i hjertet!

Frygt ikke for menneskers hån,

lad jer ikke skræmme af deres spot.

Møl skal æde dem som klæder,

insekter skal æde dem som uld.

Men min retfærdighed varer til evig tid,

min frelse i slægt efter slægt.

Vågn op, vågn op, ifør dig styrke,

du Herrens arm!

Vågn op som i ældgamle dage,

i henfarne tider!

Var det ikke dig, der fældede Rahab

og gennemborede dragen?

Var det ikke dig, der tørrede havet ud,

det store urdybs vande,

og gjorde det dybe hav til vej,

så de løskøbte kunne gå over?

Herrens udfriede vender hjem,

de kommer til Zion med jubel;

evig glæde går foran dem,

fryd og glæde når dem,

suk og klage flygter.

Det er mig, der trøster jer,

hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør,

for menneskebørn, der svinder bort som græsset?

Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig,

som spændte himlen ud

og grundlagde jorden.

Hvordan kan du dagen lang frygte

for undertrykkerens rasen?

Når han vil til at ødelægge,

hvad bliver der da af undertrykkerens rasen?

Snart bliver den lænkede løst,

han skal ikke dø og gå i graven,

han skal ikke mangle brød.

Jeg er Herren din Gud,

som pisker havet op,

så bølgerne larmer,

Hærskarers Herre er hans navn.

Jeg lægger mine ord i din mund

og skjuler dig i skyggen af min hånd;

jeg spænder himlen ud og grundlægger jorden

og siger til Zion: Du er mit folk.

Vågn op, vågn op,

rejs dig, Jerusalem!

Du, som fra Herrens hånd fik

hans vredes bæger at drikke,

den berusende skål

tømte du til bunds.

Af alle de sønner, hun har født,

var der ingen, der ledte hende;

af alle de sønner, hun opfostrede,

var der ingen, der tog hende ved hånden.

Der var to ting, der ramte dig,

hvem ynkede dig?

Vold og ulykke, hungersnød og sværd,

hvem trøstede dig?

Dine sønner lå afkræftede

på hvert gadehjørne

som antiloper i fælden,

fulde af Herrens vrede,

din Guds trussel.

Men hør nu dette, du hjælpeløse,

du, som er beruset, men ikke af vin!

Dette siger Herren, din Herre og din Gud,

som fører sagen for sit folk:

Nu tager jeg det berusende bæger

ud af din hånd,

du skal ikke længere drikke

af min vredes skål.

For jeg rækker det til dine undertrykkere,

dem, som sagde til dig:

»Kast dig ned, så vi kan gå hen over dig.«

Du måtte gøre din ryg som den faste jord,

som en gade for de forbipasserende.

Krydshenvisning:

1 Mos 12,1-2

Krydshenvisning:

1 Mos 2,8

Es 61,2

Krydshenvisning:

Es 42,4

Krydshenvisning:

Matt 24,35

2 Pet 3,10

Krydshenvisning:

Es 50,9

Krydshenvisning:

Sl 89,11

Es 27,1

Krydshenvisning:

2 Mos 14,21-22

Es 43,16

Krydshenvisning:

Es 35,10

Tob 14,7

Krydshenvisning:

Es 40,6

Matt 10,28

Hebr 13,6

Krydshenvisning:

Es 40,22

Krydshenvisning:

Jer 31,35

Krydshenvisning:

Es 49,2

Krydshenvisning:

Sl 75,9

Jer 13,12-13

Åb 14,10 16,19

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.