Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 64
som når ild sætter kvas i brand,
og ild får vand til at koge,
så dine fjender får dit navn at kende,
og folkene skælver for dit ansigt,
når du gør undere, vi ikke havde ventet.
Du stiger ned, så bjergene ryster foran dig;
intet øre har nogen sinde hørt,
intet øje har set en anden Gud end dig,
som griber ind for den, der håber på ham.
Du kommer den i møde, der med glæde handler retfærdigt,
som husker dig på dine veje.
Men du blev vred, og vi syndede,
trods det har vi forbrudt os fra fortiden.
Vi blev alle som den urene,
og al vor retfærdighed blev som snavset tøj.
Vi visnede alle som løv,
som vinden rev vor synd os bort.
Ingen påkaldte dit navn,
ingen vågnede op og holdt fast ved dig;
for du havde skjult dit ansigt for os
og givet os vor synd i vold.
Men, Herre, du er jo vor fader;
vi er ler, og du har formet os,
vi er alle sammen dine hænders værk.
Vær ikke så vred, Herre,
og husk ikke synden for evigt!
Se til os alle, vi er dit folk!
Dine hellige byer er blevet til ørken,
Zion er blevet en ørken,
Jerusalem er lagt øde.
Vort hellige og herlige tempel,
hvor vore fædre priste dig,
er brændt ned;
alt det, vi elsker, ligger i ruiner.
Holder du dig borte trods det, Herre?
Tier du og ydmyger os så dybt?
